Velfærdsminister Karen Jespersen

Velfærdsministeriet

Holmens Kanal 22

1060 København K

Hvidovre, den 20. januar 2009

Sag 09/67 - Dok. 749/09 KP/ck

Børn og unge med handicap anbringes efter de samme regler som omsorgssvigtede børn. Det har alvorlige konsekvenser for familier med børn med handicap, fordi de fra tages muligheden for at være forældre med indflydelse på barnets liv, og fordi kontakten og samværet kompliceres af manglende mulighed for støtte hertil.

Problemstillingen er ikke ny men ikke desto mindre højaktuel. Ny lovgivning på anbringelsesområdet, nye regler om adoption uden samtykke og nyt vejledningsmateriale på specialundervisningsområdet understreger behovet for en klar adskillelse af reglerne. Pludselig kan familier, med anbragte børn med handicap, fx blive omfattet af de nye regler om adoption uden samtykke, fordi anvendelsesområdet er anbragte børn.

Center for Ligebehandling af Handicappede gennemførte i 2004 en undersøgelse blandt forældre til anbragte børn med funktionsnedsættelser og blandt de døgninstitutioner, hvor børnene bor. Undersøgelsen pegede på, at gruppen af børn med handicap i døgntilbud og deres forældre udgør en overset gruppe. Center for Ligebehandling af handicappede og DH har tidligere politisk gjort opmærksom på denne problemstilling.

DH mener derfor, der skal handling til nu. Der skal ske en adskillelse af lovgivningen, så anbringelse af børn og unge med handicap sker som et led i den handicapkompenserende indsats frem for som en anbringelse på grund af omsorgssvigt.

Da bestemmelserne om anbringelse ikke er udarbejdet med sigte på børn og unge med handicap, kan de medvirke til at undergrave børnenes rettigheder i forhold til at bevare kontakten til forældrene og familielivet - som beskrevet i Handicapkonventionen, art. 23, nr. 3, og Børnekonventionen, artikel. 9, nr. 3.

Anbringelse af børn og unge sker efter reglerne i servicelovens kapitel 11 om særlig støtte til børn og unge. Disse regler er i høj grad baserede på, at anbringelsen sker som følge af sociale problemer i familien.

Når børn og unge med handicap anbringes udenfor hjemmet, sker det som udgangspunkt hverken, fordi de bor under utilstrækkelige forhold, eller fordi forældrene ikke kan tage vare på dem, men fordi den nødvendige støtte ikke længere kan foretages med udgangspunkt i hjemmet alene. For mange forældre er det en svær beslutning, der sker efter nøje overvejelser.

Formålet og betingelserne er med andre ord helt anderledes. Modsat anbringelser i almindelighed, arbejdes der sædvanligvis ikke hen imod, at barnet med handicap skal hjem og bo i familien igen. Der vil derimod i langt højere grad skulle arbejdes på at støtte familien i at bevare en tæt kontakt til barnet.

Selvom grundlaget er væsentligt anderledes, agerer lovgivning, myndighed og sagsbehandlere som om, det er det samme. Det har fatale følger.

For det første spænder reglerne ben for forældres mulighed for at være forældre for deres børn under en anbringelse. Med en anbringelse følger, at det offentlige overtager forsørgelsen af barnet. Når barnet flytter på institution, skal institutionen herefter dække alle barnets behov i det daglige. Børneydelserne inddrages, og i princippet har forældrene ikke længere forpligtelser i forhold til anskaffelse af tøj til barnet, lommepenge mv. Det efterlader forældrene med en oplevelse af, at de ikke længere kan agere som forældre med indflydelse på barnet.

Ydermere fortolkes anbringelsen som en fuldstændig adskillelse, hvorfor forældrene ikke længere forsørger et barn med handicap i hjemmet. Konsekvensen er, at forældrene ikke længere er berettiget til hjælp i hjemmet, da barnets behov nu dækkes andetsteds.

Det betyder forringede muligheder for at opretholde et fleksibelt og problemfrit samvær under anbringelsen.

Konkret mister familierne mange af de handicapkompenserende ydelser i forbindelse med barnets flytning til en institution. Behovet for ydelserne forsvinder imidlertid ikke, fordi barnet flytter. Behovet ændrer sig, men det vil fortsat eksistere, hvis forældrene skal have mulighed for at varetage deres rolle som forældre for barnet.

Det kan fx være støtte til køb af særligt indrettet bil, som er en forudsætning for, at familien under samværet med barnet i weekender og ferier kan bevæge sig rundt udenfor hjemmet - eller det kan være andre hjælpemidler. Det kan også være mulighed for at modtage tabt arbejdsfortjeneste, hvis barnet indlægges på hospital. Døgninstitutionerne har sjældent ressourcer til at være med et barn på hospitalet.

Når de nødvendige handicapkompenserende ydelser mangler, er det meget vanskeligt at blive ved med at fungere som en familie og opretholde en regelmæssig og tæt kontakt med hinanden.

Samtidig betyder ophold på døgninstitution, at børnene og de unge mister de dag-, skole- og fritidstilbud, de havde inden flytningen. Begrundelsen er, at disse behov nu skal dækkes af institutionen. Det kan føre til, at hele barnets liv skal leves inden for institutionens rammer, og at barnet ikke, eller kun i meget lille grad, deltager i tilbud i det omgivende samfund.

Det siger sig selv, at dette potentielt fører til en virkelighed, som minder om tidligere tiders totalinstitutioner, hvor alle behov dækkes, alle problemer løses, og hele barnets liv leves indenfor institutionens fire vægge.

DH mener, at løsningen på problemerne er, at betragte anbringelser af børn og unge med handicap som en del af den handicapkompenserende støtte til barnet/den unge og deres familier frem for en ”klassisk” anbringelse. Derfor skal lovgivningen ændres.

Der skal anlægges et anderledes og fleksibelt syn på indsatsen i forhold til børn og unge med handicap, når det gælder ophold i døgntilbud. I princippet skal barnet kunne have ophold udenfor hjemmet 365 dage om året, uden det fratager forældrene deres mulighed for at være forældre. Det vil understøtte relationen mellem forældre og barn, også selvom barnet ikke fysisk opholder sig i hjemmet.

DH mener, der skal ske handling nu. Derfor denne henvendelse.

Med venlig hilsen

Stig Langvad

formand

Kopi er sendt til de socialpolitiske ordførere. Enslydende brev er ligeledes sendt til Undervisningsministeren med kopi til de uddannelsespolitiske ordførere.