Share |
Forside | Dokumenter | Breve | Brev til beskæftigelsesministeren vedr. aftale om genopretningsplan

Brev til beskæftigelsesministeren vedr. aftale om genopretningsplan


Beskæftigelsesminister Inger Støjberg

E-mail: bm@bm.dk

Hvidovre, den 3. juni 2010

Sag 10/501 - Dok. 5538/10 SL/MER/ck

Kære Inger

Jeg skriver til dig, fordi jeg ser en risiko for en betydelig ubalance i de aftaler om beskæftigelsesområdet, der er indgået mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti i forbindelse med genopretningsplanen samt langtidsledighedspakken. Det er min vurdering, at der skal gøres noget særligt for at forebygge en negativ konsekvens for de svageste på arbejdsmarkedet.

Aftalen indebærer en forkortelse af den periode, hvor man kan modtage dagpenge ved ledighed. Lovforslaget vil betyde flere på kontanthjælp, og det ligger lige for, at det rammer de ledige, der har problemer ud over ledighed. Gruppen af mennesker med handicap er i arbejdsmarkedssammenhænge en udsat gruppe, og jeg frygter en yderligere marginalisering af denne gruppe.

Dertil kommer, at det vil blive sværere for personer med nedsat arbejdsevne, og en mindre stabil tilknytning til arbejdsmarkedet, at opnå økonomisk tryghed og fastholdelse på arbejdsmarkedet med de besluttede stramninger i forhold til erhvervelse af retten til sygedagpenge, dagpenge ved ledighed osv.

Også besparelsestiltagene på voksen- og efteruddannelsesområdet finder jeg meget bekymrende, da netop livslang læring, hvor kvalifikationer vedligeholdes og nye kompetencer tilegnes, er afgørende for udsatte gruppers fastholdelse på arbejdsmarkedet.

En langtidsledighedspakke er umiddelbart et godt tiltag. Og jeg kan kun foreslå dig, at pakken også omhandler ikke-arbejdsmarkedsparate langtidsledige og langtidsledige ledighedsydelsesmodtagere. En række af tiltagene i pakken, f.eks. jobrettet opkvalificering, forstærket virksomhedskonsulentindsats, regionale puljer til bekæmpelse af ledigheden, screeninger af læse-, skrive-, og regnekurser, bør i høj grad være redskaber, der bringes i spil også for denne gruppe.

Endelig er jeg meget bekymret i forhold til den udtrykte forventning om at kunne opnå en besparelse på op til 5 mia. kr. ved at ændre reglerne i forhold til personer med nedsat arbejdsevne. Hvordan forestiller man sig, at besparelser i den størrelsesorden kan styrke inklusion og fastholdelse af mennesker med nedsat arbejdsevne på arbejdsmarkedet? Der må noget handling til for at forebygge enhver form for udstødning og fremme enhver form for inklusion.

Når jeg kigger på hele området, ser jeg således en uheldig udvikling, og et betydeligt behov for drastiske initiativer, der kan sikre, at personer, med risiko for udstødning fra arbejdsmarkedet, bliver fastholdt på arbejdspladsen. Der er behov for styrkede incitamenter og en ny helhedsorienteret indsats, hvor vi retter fokus mod en langt tidligere indsats og investerer i mennesker.

Jeg håber, at du vil lade dig inspirere af mit input.

Jeg ser frem til, at vi kan drøfte emnerne på det kommende møde, der allerede er aftalt.

Med venlig hilsen

Stig Langvad

formand

Handlinger tilknyttet webside
Søg