Brev til DH's repræsentanter i RBR vedr. forslag til nye ministermål for 2011
Dokument oprettet 24-02-2010
Sag 10/188 - Dok. 2139/10 /me
Orientering om forslag til nye ministermål for 2011
Kære DH-repræsentanter i RBR
Beskæftigelsesministeren udmelder i den nærmeste fremtid nye ministermål for beskæftigelsesindsatsen i jobcentrene i 2011, og vi forventer derfor, at I, i den kommende tid i de enkelte regioner, skal drøfte målene med ministeren i forbindelse med indgåelse af regionens kontrakter. Vi ved, at nogle af jer allerede har drøftet forslaget til de nye mål, og tak for jeres tilbagemelding.
I det nationale beskæftigelsesråd (BER) har vi også drøftet forslagene til nye ministermål, og DH er ikke enige med det øvrige råds anbefalinger til ministeren. Læs mere om det i det vedlagte brev fra BER til beskæftigelsesministeren. Vi finder det derfor nødvendigt at fortælle jer om DH's holdning, og har udarbejdet dette brev.
Forslag til nye mål indebærer:
At nuværende mål 1 vedr. arbejdskraftreserven fastholdes men justeres,
At nuværende mål 2 om nedbringelse af sygedagpengeperioder erstattes af et mål vedr. personer på permanent offentlig forsørgelse,
At nuværende mål 3 om nedbringelse af ungeledigheden fastholdes men justeres, og
At et nyt mål 4 vedr. integrationen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere tilføjes
Ministerens forslag til nye ministermål (indsatsområder og mål) ser derfor sådan ud:
Styrket indsats for at hjælpe virksomhederne ved hurtigt at få de ledige i job
Styrket indsats for at begrænse antallet af personer på permanent offentlig forsørgelse (fleksjob, ledighedsydelse og førtidspension),
Styrket indsats for at få unge på offentlig forsørgelse i job eller uddannelse
Styrket indsats for at integrere ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på arbejdsmarkedet
DH mener:
DH mener, at det nye mål 2, som handler om at begrænse antallet af personer på permanent offentlig forsørgelse (ledighedsydelse, fleksjob og førtidspension), er en positiv udmelding.
Målet vedrører i høj grad DH's medlemmer, og med det mål i hånden vil det være muligt for DH at sætte indsatsen for de grupper højt på den lokale og regionale beskæftigelsespolitiske dagsorden.
Målet skal begrænse tilgangen til permanente offentlige ydelser, og det siger jo ikke noget om, hvordan dette skal gøres. Det er DH's holdning, at tilrettelæggelsen af indsatsen vil være afgørende for, om det viser sig, at et målet var et positivt initiativ, eller om vi sidenhen i bagklogskabens lys, vil opfatte det negativt.
I DH's optik bør målet bruges fremadrettet til en konstruktiv debat om, hvordan indsatsen for udsatte ledige og mennesker med handicap kan forbedres, så det som udgangspunkt er tilgangen til ydelserne - ikke ”beholdningen” - der begrænses. Når det er sagt, giver målet naturligvis også en mulighed for at drøfte, om personer på de nævnte forsørgelsesordninger kan bringes nærmere beskæftigelse.
Det er DH's holdning, at der er mennesker, der skal have en førtidspension og tilkendes et fleksjob. Det er gode og nødvendige ordninger, som vi må værne om. Vi må således fokusere på, at der ikke ”lukkes ved kasse 1” af økonomiske hensyn, og at det medfører en utilsigtet forskydning til andre ydelser. I tilrettelæggelsen er det vigtigt at anlægge et helhedsperspektiv på indsatsen. Det betyder, at revaliderings- og sygefraværsindsatsen er meget vigtigt at inddrage i drøftelserne.
Målet giver god og nødvendig anledning til at kigge på indsatsen for personer på ledighedsydelse; tilbydes der aktive og virksomhedsrettede tilbud, evt. nødvendig opkvalificering, kompensation og bistand til jobsøgning?
DH kan altså anvende målet til at drøfte, hvorledes indsatsen bør tilrettelægges og forbedres for om muligt at forhindre, at mennesker får behov for førtidspension:
Hvad sker der op til tilkendelsen? Hvor starter vejen ud af arbejdsmarkedet? Hvordan kan man allerede på virksomhederne gøre en indsats? Er jobcentrene opgaven bevidst ift., at give den nødvendige opbakning til virksomhederne? Osv. Osv.
Vi forventer derfor i DH, at målet kan anvendes som indgang til at sætte fokus på en tidlig, forebyggende indsats, mulighederne for at fremme rummelige virksomheder, sygedagpengeindsatsen, og ikke mindst på de tilbud, der gives til de ledige med nedsat arbejdsevne i jobcentrene.
Der er mange spørgsmål man kan stille og drøfte. DH kan kun opfordre arbejdsmarkedets parter og kommunerne til at finde fælles svar på udfordringerne.
DH's forslag om en rehabiliteringsindsats med tilhørende ydelse
Gruppen af unge med psykiske lidelser på førtidspension er voldsomt og løbende i fokus i medierne. Der synes at være en fejlagtig forestilling om, at de unge bliver raske og kommer på arbejdsmarkedet, hvis blot de ikke tilkendes en førtidspension. DH mener, at dette er en forenkling af virkeligheden, og vil gerne rette opmærksomhed mod DH's forslag om en rehabiliteringsindsats (med en tilhørende rehabiliteringsydelse) som alternativ til førtidpensionering. DH mener ikke, at en midlertidig førtidspension er en løsning til at håndtere problemerne.
DH mener derimod, der er brug for at en indsats, hvor der både er plads til ”pauser” efter behov f.eks. ifm. med behandling, men hvor der også gives aktive tilbud på tværs af sektorer (uddannelse, arbejde, social og sundhed). Og alt dette uden at der skal anvendes ressourcer på at bekymre sig om ens forsørgelsesgrundlag. DH foreslår forsørgelsesgrundlaget skal være en rehabiliteringsydelse på niveau med dagpenge.
Rehabilitering adskiller sig fra revalidering. Rehabiliteringsindsatsen er ikke nødvendigvis og slet ikke hele tiden beskæftigelsesrettet, men skal tilrettelægges efter, hvad den enkelte har behov for at komme nærmere arbejdsmarkedet. Læs om forslaget på DH's hjemmeside: http://www.handicap.dk/nyheder/tidlig-indsats
I DH håber vi på rigtig mange gode drøftelser i de regionale og lokale beskæftigelsespolitiske fora, og vi hører gerne om jeres erfaringer.
God arbejdslyst!
Med venlig hilsen
Stig Langvad
formand
DH mener det er en misvisende overskrift mål 2 har fået, idet ledighedsydelse ikke er (bør være!) en permanent offentlig forsørgelse og fleksjob er en kompensationsordning, der tilgodeser arbejdsgiveren for den nedsatte arbejdsevne medarbejderen i fleksjob har.
3
