Brev til Folketingets Ombudsmand om 3-hjulede el-scootere som forbrugsgode
Til Folketingets Ombudsmand
E-mail: post@ombudsmanden.dk
Hvidovre, den 11. marts 2010
Sag 10/261 - Dok. 2818/10 SL/KP/ck
Om 3-hjulede el-scootere som forbrugsgode
DH ønsker at spørge Folketingets Ombudsmand om følgende:
Har Ankestyrelsen bemyndigelse til egenhændigt at afgøre, om et produkt er et forbrugsgode? Og har Ankestyrelsen bemyndigelse til selv at ændre på den afgrænsning imellem hjælpemidler og forbrugsgoder, der er angivet i lovgivningen og lovgivningens forarbejder?
Er ombudsmanden enig i Ankestyrelsens argumentation og vurdering af, at en trehjulet el-scooter er et forbrugsgode?
Ad 1) Vedrørende bemyndigelse
Ankestyrelsen har fastslået, at trehjulede el-scootere er et forbrugsgode. Det er sket med virkning fra SM C-42-08. Selvom Ankestyrelsen i en ny afgørelse 27-10 afgør, at en trehjulet el-scooter kan bevilges om et hjælpemiddel, fraviger de ikke udgangspunktet om, at de mener, en trehjulet el-scooter er et forbrugsgode.
DH undrer sig over, at Ankestyrelsen uden videre selv har bemyndigelse til at fastslå, hvornår et produkt er et forbrugsgode. Afgørelsen herom er truffet uden en forudgående proces, hvor relevante parter har været involveret i drøftelser om den aktuelle udvikling.
Samtidig undrer DH sig over, om det er i overensstemmelse med Ankestyrelsens beføjelser at styrelsen udformer deres egen ændrede afgrænsning mellem hjælpemidler og forbrugsgoder, således at de anvender en beskrivelse af formålet, med fremstilling af det konkrete produkt, med henblik på salg til særligt ældre eller personer med nedsat mobilitet - og ikke den brede befolkning, se også ad 2 nedenfor.
DH ønsker derfor at vide, hvem der har kompetence til at tage stilling til, hvornår et produkt er et forbrugsgode, og hvilke retningslinjer der skal følges? Endvidere ønsker DH at vide, om og hvordan der kan klages over afgørelser om, at et bestemt produkt skal betragtes som et forbrugsgode?
Ad 2) Vedrørende trehjulede el-scootere som forbrugsgode
Som sagt fastholder Ankestyrelsen, at 3-hjulede el-scootere er et forbrugsgode. DH er meget uenig i denne vurdering. Både i C-42-08 og 27-10 begrunder Ankestyrelsen: ”En el-scooter fremstilles og forhandles i dag bredt med henblik på sædvanlig forbrug hos især den ældre eller mindre mobile del af befolkningen.”
DH mener, det er en indsnævring af den definition af et forbrugsgode, der fremgår af vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning mv. (vejledning 6 til serviceloven). Her fremgår det bl.a.: ”Forbrugsgoder omfatter produkter, der er fremstillet og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som målgruppe. Sådanne produkter er således ikke fremstillet specielt med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne, men kan dog i en række tilfælde udgøre den kompensation, som personer med nedsat funktionsevne har behov for.” Af eksempler nævnes husholdningsredskaber, køkkenmaskiner, hårde hvidevarer m.v. Det er efter vores opfattelse produkter med et helt andet formål, end når det gælder en trehjulet el-scooter.
DH mener, Ankestyrelsen argumenterer langt ved siden af intentionerne i disse retningslinjer, når den fremhæver, at el-scootere er et forbrugsgode, fordi de fremstilles med henblik på sædvanligt forbrug hos især ældre eller mindre mobile dele af befolkningen. Det er en indskrænkning af målgruppen, der omfatter den almindelige befolkning. DH mener derfor, det må være i strid med gældende principper for, hvornår et produkt kan betragtes som et forbrugsgode og ønsker at høre ombudsmandens vurdering heraf.
Under alle omstændigheder mener DH ikke man kan sige, at en 3-hjulet el-scooter er fremstillet med henblik på den brede befolkning som målgruppe. Det er ikke et produkt den almindelige dansker vil anskaffe sig på lige fod med fx en vaskemaskine eller et køkkenredskab. DH har spurgt mange mennesker, uden nedsat mobilitet, hvorvidt de kunne tænke sig at anskaffe et køretøj af denne karakter - og deres svarer har været entydigt: Nej!
Det er meget vigtigt for DH, at beslutninger om adskillelse imellem hjælpemidler og forbrugsgoder sker på det rigtige grundlag, da et skifte fra karakteren som et hjælpemiddel til et forbrugsgode har store økonomiske konsekvenser for mennesker med nedsat mobilitet. For det første betyder en bevilling af et forbrugsgode, at borgeren selv skal betale 50 % af udgiften. For det andet betyder det, at personen selv skal betale for udgifter til reparation. For det tredje kan personen modtage en bevilling til et forbrugsgode én gang. Det har således store personlige og økonomiske konsekvenser for den enkelte borger. Derfor håber jeg, at ombudsmanden vil undersøge denne sag.
På forhånd tak.
Med venlig hilsen
Stig Langvad
formand
