Share |
Forside | Dokumenter | Breve | Brev til Indenrigs-og sundhedsminister Bertel Haarder vedr. vederlagsfri fysioterapi

Brev til Indenrigs-og sundhedsminister Bertel Haarder vedr. vederlagsfri fysioterapi


Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder


Hvidovre, den 14. juni 2011

Sag 07/329 - Dok. 4715/11 /JS

Udvikling af kvaliteten i den vederlagsfri fysioterapi

Kære Bertel

Tak for dit brev af 24. maj 2011 og medfølgende notat om kliniske retningslinjer.

Vi vil gerne kvittere for de positive tilbagemeldinger om, at der nu bliver sat gang i udviklingen af kliniske retningslinjer. De giver et godt udgangspunkt for en systematisk og tværfaglig udvikling af kvaliteten. Vi er særligt glade for målsætningen om, at der skal udarbejdes kliniske retningslinjer for alle patientgrupper i ordningen, og at de første fem retningslinjer skal være klar i maj 2013.

Det fremgår af notatet, at fagpersoner som fysioterapeuter og ergoterapeuter vil blive inddraget i udarbejdelsen af retningslinjerne. Handicaporganisationer har i den forbindelse store forventninger til at blive inddraget i arbejdet med retningslinjerne. Vi stiller os naturligvis gerne til rådighed for hele processen med den viden og erfaringer, der er opsamlet i medlemsorganisationerne og blandt deres medlemmer.

Afslutningsvis vil vi også gerne kvittere for, at forligspartierne har afsat penge til finansiering af de første tre retningslinjer vedr. indsatsen for patienter, der modtager vederlagsfri fysioterapi. Jeg vil i den forbindelse ikke lægge skjul på min skuffelse over, at overenskomstparterne tilsyneladende ikke har løftet deres del af opgaven og fundet finansiering til de to andre retningslinjer i denne første ”udviklingsrunde”.

Der er stort behov for udvikling på området, så på vegne af de ca. 50.000 patienter i ordningen forventer jeg, at der snarest bliver fundet en løsning på finansieringsproblematikken, så vi kan komme videre med den nødvendige kvalitetsudvikling.

Med venlig hilsen

0x01 graphic

Stig Langvad

formand

2

Handlinger tilknyttet webside
Søg