Brev til kulturminister Carina Christensen om tilgængelighed til digitalt tv
Til
kulturminister Carina Christensen,
e-mail: kum@kum.dk,
cc.: Rosa Cedermark,
e-mail: rc@kum.dk
Hvidovre, den 6. november 2009
Sag 09/976 - Dok. 12400/09 SL/mol/kft
Tilgængelighed til digitalt tv
Kære Carina
Jeg vil gerne takke for din støtte til afholdelsen af konferencen om muligheder for personer med handicap inden for digitalt tv. Jeg synes, det var en spændende konference, der bestemt gav deltagerne mange ting at tænke over i forhold til, hvordan vi tager de nødvendige skridt i fremtiden.
Helt overordnet må konklusionen være, at der med den nye digitale verden stort set ingen begrænsninger er for, hvad man kan gøre for at sikre fuld og lige adgang til tv m.v. for personer med handicap. Det handler mere om at beslutte en strategi for hurtigst muligt at komme i gang - både i forhold til tv med public service-forpligtelser og tv uden sådanne forpligtelser.
Nedenfor vil jeg komme med nogle af mine refleksioner på baggrund af konferencen, som jeg håber, du vil lade indgå i dit arbejde i dit ministerium:
Mulighederne for med den nye digitale verden at skabe løsninger, der kan sikre personer med handicap fuld og lige deltagelse i dette aspekt af samfundslivet, er i høj grad til stede og kan implementeres relativt hurtigt.
Løsningerne inden for digitalt tv vil, ud over at være til gavn for personer med forskellige handicap, også være til gavn for en stor del af den danske befolkning, heriblandt ældre, der vil opnå at kunne benytte mediet på nye måder. På konferencen blev der nævnt et eksempel på en person, der bruger synstolkning til at kunne følge med i en tv-serie, mens hun laver andre ting, hun også skal se på. Og der er eksempler på mennesker med anden etnisk baggrund, der bruger tekstning, hvis de har svært ved at forstå det talte sprog på tv.
Der er behov for at skabe et forum, hvor alle interessenterne på området kan mødes og drøfte muligheder og prioriteringer. Særligt er det vigtigt, at repræsentanter for personer med handicap bliver inddraget i beslutninger vedrørende prioriteringen af tilgængeligt tv på public service-kanaler - det gælder både i forhold til løsninger og sendetidspunkter.
Det er nødvendigt at fastsætte konkrete krav/mål til de danske udbydere af tv med public service-forpligtelser i forhold til at tilbyde programmer til personer med forskellige former for handicap. Der er ikke noget, der tyder på, at udbyderne af tv gør det af sig selv. Kravene skal ikke dreje sig om bestemte løsninger og teknologier, men derimod omhandle bestemte funktioner og behov, der skal løses. Et eksempel er synstolkning for blinde. Dette behov kan løses ved hjælp af forskellige teknologier, og disse bliver udviklet løbende. Derfor skal der ikke stilles krav om en bestemt teknisk løsning, men stilles krav om, at synstolkning tilbydes.
Det er afgørende, at der sættes skub i udviklingen af fælles europæiske og nordiske standarder, og at man i Danmark følger udviklingen og søger at påvirke, hvor danske behov skal medtages. Der blev på konferencen nævnt et eksempel på et dansk behov for at kunne påvirke de nordiske standarder for personlige video-recordere (pvr), da dette kan være med til at forbedre kvaliteten af live-tekstning hos den enkelte tv-seer.
På konferencen stod det klart, at der er mange muligheder, som kan tages i brug takket være fælleseuropæiske standarder. Digitale modtagerbokse udvikles, så de kan afspille synstolkning, hvis den løsning ønskes brugt i Danmark. Men der vil også være behov for særlige nationale løsninger, som f.eks. en forbedring af den danske talesyntese, der bruges til live-tekstning. Når sprogteknologi benyttes, kan vi i Danmark ikke bygge videre på internationale løsninger. Her skal der sikres de nødvendige incitamenter til at udvikle og vedligeholde det talegenkendelsesprogram, der bruges til denne tjeneste.
I Danmark er det muligt at stille krav til tv-udbydere med public service-forpligtelser, men det kniber mere at påvirke alle andre udbydere af digitalt tv. Derfor er der behov for at genoptage drøftelserne i EU med henblik på at udvikle EU-direktivet om ”Audiovisual Media Services”, således at der lægges et generelt niveau for tilgængelighed til tv sendt fra lande i EU. Dette vil også være med til at styrke processen i forhold til at udvikle de europæiske standarder (og et samlet europæisk marked vil være med til at styrke den konkurrencemæssige situation for producenter af såvel udstyr som film m.v.).
Der er på nuværende tidspunkt ingen forpligtelser i forbindelse med udbud af web-tv. Desværre er det sådan i dag, at produktioner, der laves med særlige tilgængelighedsfunktioner, ikke bevarer disse funktioner, når de lægges på tv-stationernes hjemmesider efterfølgende, hvilket forhindrer mennesker med handicap i at kunne se dem på internettet, hvis de ikke lige når at se udsendelsen i tv. Det vil sige, at webudgaverne af nyhederne ikke er tekstet eller tegnsprogstolket, og at webudgaverne af Forbrydelsen ikke findes med synstolkning. Dette bør der laves om på.
Der er således muligheder nok, der hurtigt kan bidrage til en langt højere inklusion af personer med handicap i overensstemmelse med handicapkonventionen, som Danmark netop har ratificeret, og som EU forventes at ratificere i løbet af kort tid.
På den korte bane håber vi, at du vil tage initiativ til at bringe disse aspekter ind i drøftelserne med de danske tv-udbydere med public service-forpligtelser, således at vi ikke skal vente i årevis på de muligheder, der allerede findes og hurtigt vil kunne tages i anvendelse, hvis dette besluttes.
En spændende verden har åbnet sig for alle borgere i Danmark og EU - det ville være synd, hvis ikke vi udnytter disse muligheder til gavn for borgerne.
Afsluttende vil jeg gerne give udtryk for, at jeg synes det kunne være en god ide, hvis vi kunne mødes for at drøfte mulighederne for planerne for at skabe tv for alle. Jeg håber, du vil tage kontakt til min sekretær Linda Frost Helio på tlf. 3638 8509 for at aftale et møde.
Med venlig hilsen
Stig Langvad
Formand
3

