Brev til landets borgmestre: BPA - hvad gør din kommune?
Til alle borgmestre
Hvidovre, den 12. maj 2010
Sag 10/440 - Dok. 4831/10 SL/KP/ck
Kære borgmester
Mennesker med handicap og Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) - hvad gør din kommune?
Jeg skriver personligt til dig for indtrængende at bede om din hjælp til at sørge for, at reglerne om BPA i din kommune bliver forvaltet i overensstemmelse med lovgivningens intentioner.
Danske Handicaporganisationer har erfaret, at borgere med handicap, og med behov for BPA, har store problemer med at få det rigtige tilskud, som de har krav på ifølge lovgivningen. På den ene side går det trægt med at få lovgivningen ført ud i livet, og på den anden side udmåles tilskuddet langt fra altid efter lovgivningen intentioner. Det betyder, at borgerne fortsat ikke kan tilbyde ordentlige løn- og ansættelsesvilkår til deres handicaphjælpere, hvilket ellers var intentionen med lovgivningen. Desuden indskrænkes deres frie valg af aktør, der varetager arbejdsgiveransvaret, fordi der udmåles for små tilskud.
Det drejer sig om borgere med omfattende funktionsnedsættelser, der er helt afhængige af assistance fra handicaphjælpere for at kunne leve et liv så aktivt og normalt som muligt.
Ny lovgivning om BPA trådte i kraft den 1. januar 2009. Bekendtgørelsen om udmåling af hjælpen trådte i kraft den 1. juli 2009. Socialministeriet har i marts 2010 skrevet til alle kommuner og præciseret reglerne som følge af de mange fejl, der sker i udmålingerne.
DH vil samtidig gerne have et landsdækkende overblik over, hvordan lovgivningen om BPA bliver ført ud i livet i kommunerne.
Vil du derfor venligst tilsende DH information om
-
Hvor langt din kommune er med at føre reglerne ud i livet?
-
Efter hvilke retningslinjer udmåler din kommune tilskuddet? Det vil sige tilskud til løn, anciennitet, pension, administrationsbidrag til køb af arbejdsgiveransvar mv.
-
Hvem har været involveret i processen med vedtagelse af eventuelle retningslinjer, fx handicapråd?
Informationerne kan sendes elektronisk til socialpolitisk konsulent Kirsten Plambech, e-mail: kp@handicap.dk.
Jeg håber at høre fra dig inden for den nærmeste fremtid.
Til din orientering vedhæfter jeg kopi af Socialministeriets brev til alle kommuner af 2. marts 2010.
Med venlig hilsen
Stig Langvad
formand
