Brev til minister for sundhed og forebyggelses Astrid Krag vedr. lægemidler
Ministeriet for sundhed og forebyggelse
Minister for sundhed og forebyggelse Astrid Krag
Email: sum@sum.dk
Hvidovre, den 9. december 2011
Sag 11/948 - Dok. 10185/11 /LFH
Kære Astrid Krag
Danske Handicaporganisationer er repræsenteret i en række råd og nævn. Blandt disse er Lægemiddelskadeankenævnet, som behandler klager efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 24 af 21. januar 2009.
Der tales ofte om den stigende anvendelse af medicin, og om at ordineringen nogle gange har et omfang, så bivirkningerne bliver alt for store i forhold til det problem, som ønskes behandlet. Det er et spørgsmål, som løbende drøftes mellem Sundhedsstyrelsen og lægernes organisationer. For de borgere, som behandles, giver bivirkningerne undertiden store - og for borgerne uventede - problemer. Antallet af sager, som behandles i Lægemiddelskadeankenævnet, er stigende, og der er næppe tvivl om, at såfremt borgerne blev gjort tydeligere opmærksom på deres klagemuligheder, ville antallet af sager vokse endnu mere.
Der er efter vores mening grund til at se på følgende problemer, som enten kræver lovændring eller praksisændring:
Erstatningsloven giver kun mulighed for erstatning for "fysisk skade". I stigende grad ordineres medicin, som påvirker signalstofferne i hjernen. Blandt disse præparater, fx medicin til borgere med Parkinson Syge. Medicinalfirmaerne er bekendt med, at denne medicin i sjældne tilfælde kan føre til alvorlig ændring af social adfærd, bl.a. ludomani. Nævnet har på grund af lovens formulering måttet afslå at give erstatning til en borger, som efter anvendelse af den nævnte medicin spillede hus, job og ægteskab op. Dette er blot et eksempel på, at man er bekendt med, at nogle typer medicin, der påvirker signalstofferne i hjernen, giver alvorlige bivirkninger, som blot ikke efter loven kaldes for "fysiske skader". Der må åbnes lovmæssig adgang til at yde erstatning for den slags skader.
Afgrænsning af denne type lægemiddelskader fra fx sorg eller depression må kunne lade sig gøre, om nødvendigt ved at åbne for mulighed et skøn over den "sociale eller psykiske effekt". Borgerne kan måske forvente, at der med sygdom kan følge tristhed og lignende, fordi helbredet skranter; men sjældne, alvorlige virkninger som den omtalte må kunne afgrænses og beskrives. Udviklingen af hjernepåvirkende medicin er blevet en gylden forretning for industrien, og derfor må borgerne kunne forvente dækning for skader, som er meget uforudsigelige.
Et stigende antal borgere får nervemedicin. Fort nylig omtalte medierne, at der anvendes meget potente præparater til depressive tilstande. For rigtigt mange brugere giver denne medicin mundtørhed. Med mundtørhed følger større risiko for tandsygdomme, og ankenævnet behandler ofte klager over, at tænderne er smuldrede eller stærkt beskadigede på grund af medicinen. Sagerne fører til afslag, fordi borgeren burde have forstået, at der med den medicin følger en større egenindsats i forhold til tandbørstning og mundhygiejne.
En borger med alvorlige sygdomsproblemer, er ikke altid opmærksom i forhold til lægens mange anvisninger, og lægen er måske heller ikke særlig tydelig med hensyn til alle råd.
På medicinpakningernes front burde stå meget tydeligt, at medicinen bl.a. kan medføre mundtørhed, og at påpasselighed med mundhygiejne er påkrævet. Det er ikke nok, at dette står langt nede på en tæt beskrevet indlægsseddel. Lægemiddelindustrien bør have forståelse for dette problem, og hvis ikke, må det kræves af den.
Erstatning gives kun, hvis klagen er indgivet rettidigt. Det afgørende starttidspunkt for en klage er, når borgeren indså eller burde indse, at en bivirkning er indtrådt. Det gælder fx, når en medicin tages af brug, fordi den giver gener. Konsekvensen er alvorlig for borgeren, der ikke får medhold, hvis der er den mindste indikation for, at fristen er begyndt at løbe. Det kan fx være en påtegning i journalen, hvor behandleren noterer, at medicinen er ændret på grund af gener.
Fristen bør først løbe fra det tidspunkt, hvor behandleren klart og tydeligt har forklaret borgeren, at medicineringen er stoppet eller ændret på grund af risiko for bivirkninger, som overstiger problemerne med selve sygdommen. Det kunne overvejes, at behandleren i sådanne tilfælde udleverer en lille folder om patientrettigheder, herunder information om, hvornår erstatning for en skade er realistisk efter loven, og hvortil en klage skal sendes. I en konkret klagesag sendte borgeren sin klage til kommunens psykiatriafdeling, hvor den lå så længe, at fristen for anke var overskredet. I sådanne tilfælde afvises klagen som for sent indgivet.
Hvert år behandles flere sager om alvorlige fysiske skader på ganske unge kvinder ved brug af p-piller. Der er tale om eftervirkninger af blodpropper i lunger, hjerne eller ben. I mange tilfælde opdages en genfejl hos den unge kvinde ved sagens behandling, og som regel afsløres det, at blodpropper i en tidlig alder er kendt i familien. I disse tilfælde får kvinden ikke erstatning, fordi det ikke er overvejende sandsynligt, at skaden skyldes p-pillerne. Det rejser spørgsmålet, om lægen ved ordineringen burde undersøge kvinderne for genfejl.
Det er ikke rimeligt, at den enkelte kvinde skal kunne forudse en større risiko end andre. Der burde være hjemmel til at yde erstatning i disse tilfælde.
Jeg håber, at du vil lade disse spørgsmål undersøge, og at det vil medføre de ønskede ændringer i lovgivning og praksis.
Med venlig hilsen
Stig Langvad
formand
2
