Brev til socialminister Benedikte Kiær vedr. BPA
Socialminister Benedikte Kiær
E-mail: min@sm.dk
Hvidovre, den 27. juli 2010
Sag 10/117 - Dok. 8409/10 /ABJ
Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) - uventede ændringer i principperne for den kommunale udmåling
Kære Benedikte
Jeg har modtaget kopi af et brev fremsendt fra LOBPA til dig den 15. juli 2010.
I brevet problematiserer LOBPA en oplevet kommunal praksis for hyppigt/uventet at ændre på principperne for udmålingen af tilskud til borgere med BPA efter lov om social service, §§ 95 og 96. Ændringerne har den konsekvens, at aftalen mellem LOBPA og borgerne om afgivelse af arbejdsgiveransvaret bliver opsagt, fordi borgerne ikke kan leve op til deres aftale med LOBPA. Det betyder, at borgerne fremover selv kan risikere at skulle betale differencen imellem det kommunale tilskud og den overenskomst, som lå til grund for aftalen mellem LOBPA og borgerne, baseret på den hidtidige udmåling fra kommunen.
Jeg synes ikke, at det lyder tilfredsstillende, at borgerne ikke kan indgå en aftale med LOBPA baseret på en forventning om, at den kommunale udmåling holder aftaletiden ud. Samtidig synes jeg, at det er ganske urimeligt, hvis borgerne skal risikere at skulle gå fra hus og hjem som følge af en ændret kommunal praksis.
I samme brev problematiserer LOBPA, at borgerne kan risikere at få deres individuelle liv ødelagt, fordi det ikke er muligt uden overenskomst at opretholde muligheden for at handicaphjælpere arbejder i såkaldte døgnvagter (hvilket ønskes af borgerne selv og deres handicaphjælpere).
Jeg mener, at formålet med BPA bør være, at borgerne skal gives mulighed for at leve et normalt liv set i relation til andre i samme alder og livssituation. Det betyder, at det vil være en forudsætning for deres livsførelse at kunne have handicaphjælpere, der arbejder i døgnvagter. Sådan har det altid været, og sådan bør det også kunne være i fremtiden.
Jeg håber meget, at du ville se på brevet fra LOBPA og finde nogle langvarige og trygge løsninger for borgerne.
Med venlig hilsen
Stig Langvad
formand
