Share |
Forside | Dokumenter | Breve | Brev til sundhedsminister Astrid Kragh med opfølgning på møde 28. november 2011

Brev til sundhedsminister Astrid Kragh med opfølgning på møde 28. november 2011


Sundhedsminister Astrid Kragh


Hvidovre, den 30. november 2011

Sag 11/897 - Dok. 9834/11 /LFH

Kære Astrid Krag

Tak for et godt møde den 28. november 2011 og din oprigtige interesse for at høre om handicaporganisationernes arbejde og holdninger til at inkludere mennesker med handicap i sundheds- og forebyggelsespolitikken.

Det er positivt, at du viste interesse for de områder af sundhedsområdet, hvor der er behov for at styrke lige adgang. Det gælder ikke mindst i forhold til de mest sårbare borgere, der ikke altid kan tage vare på egenomsorgen. Fx nogle borgere i botilbud. Vi lovede at fremsende nogle uddybende eksempler på, hvordan uligheden slår igennem. Det vil vi gøre i nær fremtid.

I forlængelse af drøftelserne vedrørende de mest sårbare borgere er vi meget tilfredse med, at du lyttede positivt til udfordringerne når det gælder forebyggende træning, genoptræning, vederlagsfri fysioterapi, sundhedstjek og medicinforbrug.

Du var også indstillet på at se på brugerbetalingen, inden for den eksisterende økonomiske ramme. DH ser meget gerne, at der bliver udarbejdet en redegørelse om brugebetaling for handicapbetingede merudgifter i det danske sundhedsvæsen og samarbejder gerne om gennemførelsen heraf.

I forhold til brugerbetaling på tandbehandling nævnte du konkret, at flere handicapgrupper fremover vil blive omfattet af hjælp til betaling af udgifter til tandbehandling. Det betyder desværre ikke, at problemerne er løst. Set med vore øjne er der stadig store udfordringer i forhold til fx mennesker med sindslidelse, der kan få tænderne ødelagt som følge af medicin, eller mennesker med epilepsi, der kan få tænderne ødelagt i forbindelse med fald eller i forbindelse med anfald. Her må der arbejdes videre for at finde konkrete løsninger. Det bør ikke være således, at vores sundhedsydelser kun er til for nogle med samme problemstillinger.

Vi er meget enige med dig i, at der skal fokus på kvalitet i indsatsen frem for proces, og at viden om, hvad der virker skal udbredes. Som nævnt på mødet mangler der viden om sammenhængen mellem handicap og sundhed og kortlægning af forebyggelses- og sundhedsfremmende initiativer, der er særligt egnede for mennesker med handicap. DH indgår gerne i et sådant udviklingsarbejde.

Generelt opfattede vi, at du tog godt imod DH´s tilbud om at blive inddraget og bidrage med viden og erfaringer, når du og regeringen sætter arbejdet i gang med at evaluere opgavefordelingen og indretning af sundhedssystemet samt udvikling af mål for danskernes sundhedstilstand 10 år frem i tiden. Det er vi glade for. I forhold til den styrkede indsats på psykiatriområdet anser vi det for meget vigtigt, at brugerorganisationerne bliver inddraget aktivt.

Vi bemærkede også, at du vil være opmærksom på frikommuneforsøgene, så borgernes ret til sundhedsydelser ikke forringes via en kommunal beslutning, samt at forsøgene ikke er tilsigtet at skulle reducere serviceniveau eller retssikkerhed.

Der var et enkelt område, vi glemte at drøfte med dig. Det handler om døve børn, der har modtaget en CI-operation. Sundhedsstyrelsens retningslinjer kommer desværre ikke rundt om hele barnets liv, herunder skolegang, fritid og det sociale liv. Vi kunne derfor forestille os, det kunne være fornuftigt at iværksætte en undersøgelse, hvor der ses bredt på hele barnets livssituation - særligt for børn der er født af døve forældre. Herved opnår vi mulighed for at tilrettelægge en politik, der tager højde for andre forhold end tale og hørelse. Vi hører gerne fra dig om denne ide.

Endelig er det dejligt at mærke ministerens engagement i DH´s nye domicilprojekt. Vi ser frem til at invitere dig på besøg i det nye hus og til at samarbejde med dig for at skabe lige adgang til sundhed for alle - også mennesker med handicap.

Med venlig hilsen

Stig Langvad

Formand

2

Handlinger tilknyttet webside
Søg