Brev til undervisningsministeren om regeringens aftale med KL
Til
undervisningsminister Tina Nedergaard,
e-mail: minister@uvm.dk
Hvidovre, den 21. juni 2010
Sag 10/563 - Dok. 6335/10 SL/kft
Kære Tina Nedergaard
Danske Handicaporganisationer (DH) har gennemlæst regeringens aftale med KL og finder anledning til at kommentere en række elementer fra dit ressort.
Vi finder det positivt, når så mange børn som overhovedet muligt inkluderes i den almindelige undervisning i skolen - forudsat de modtager kvalificeret undervisning i en form, der er tilpasset deres forudsætninger og mulige særlige behov.
Med kvalificeret undervisning mener vi, at eleven får mulighed for at udnytte sine muligheder for at lære bedst muligt, og at eleven er en del af fællesskabet på skolen - såvel i klassen som socialt. Faktisk finder vi det lidet ambitiøst, når aftalen anser det for ”naturligt for fx elever med svære fysiske eller psykiske handicaps” at være udskilt i specialskoler. Hvorfor skulle et antal af disse børn ikke kunne modtage undervisning i den almindelige folkeskole med den fornødne støtte?
De elever, der i dag går i specialskoler, specialklasser eller får støtte i den almindelige undervisning, har i vidt omfang behov for støtte, hjælpemidler og materialer. Det behov forsvinder ikke, fordi de kommer til at gå i den almindelige klasse. Der kan derfor ikke sættes lighedstegn mellem inklusion og besparelser, således som det sker i aftalen s. 15, hvor det hedder: ”(…) målsætningen om inklusion bidrager til en reduktion af den andel af ressourcerne, der anvendes til specialundervisning.” Børnenes behov for specialpædagogisk støtte ændres jo kun, hvis deres særlige behov er afhjulpet, ikke fordi de skifter fra en specialklasse til en almindelig klasse.
Desværre viser Capacents undersøgelse fra november 2009 tydeligt, at børn med særlige behov ikke får undervisning af tilstrækkelig kvalitet. Her er der således ikke et spare-potentiale. Tværtimod. Og da slet ikke på kort sigt. Skal skolen gøres reel rummelig, så tager det år. Det har alle eksperter slået fast. Senest Rejseholdet.
Vi indgår meget gerne i drøftelser af, hvordan inklusion bedst tilrettelægges, men vi finder det uheldigt, hvis inklusionen tilrettelægges alene af økonomiske hensyn.
Det fremgår af aftalen, at specialundervisning skal defineres som indsatsen fra 12 timers støtte om ugen og opefter. Vi finder den afgrænsning forkert. Der er børn, der får få timers støtte, men som f.eks. har behov for omfattende hjælpemidler og særlige materialer. Hvorledes forventes hjælpemidler og materialer tilvejebragt? Skal de f.eks. betales af skolens budget? Hvordan er forpligtelsen til at samarbejde omkring dette med forældrene?
DH er ikke nødvendigvis fortaler for, at der automatisk skal flere lærerressourcer i en klasse - som f.eks. ved to-lærerordninger. Det er vores erfaring, at det ofte er de velfungerende børn med gode skolekundskaber, der profiterer af flere ressourcer, medmindre det er klart defineret, hvordan de ekstra lærerressourcer skal anvendes. Derfor finder vi, at der også i en mere inkluderende skole er behov for direkte opmærksomhed på, hvilke børn, der har vanskeligheder, hvad vanskelighederne består i, og hvordan vanskelighederne skal afhjælpes.
En entydig grænse på 12 timer vil samtidig betyde, at klageadgangen for forældrene til de mindste børn svækkes. Behovet for specialundervisning kan godt være under 12 timer om ugen på de tidlige klassetrin. Hvorfor skal de afskæres fra en klagemulighed?
Aftalen indebærer, at en diagnose ikke i sig selv er adgangsgivende for specialundervisning. Det er DH enig i. Det er imidlertid vores erfaring, at en del kommuner kræver en diagnose for overhovedet at tildele specialundervisning. Vi finder, at der er behov for at præcisere, at specialundervisning tildeles i henhold til barnets behov, uanset diagnose. Vi ser gerne, at kommunerne reelt tager udgangspunkt i det enkelte barns behov i stedet for at nægte at gøre en indsats, før der er en specifik diagnose.
Kommunerne og regeringen vil i fællesskab se på, hvordan klagesystemet fungerer. Vi finder det oplagt, at DH bør deltage i sådanne drøftelser. Vi finder det altafgørende, at der er gennemsigtighed i muligheder, beslutninger og retssikkerhed, således at borgerens deltagelse og sikring af den enkeltes behov bedst muligt tilgodeses. Desværre kan vi konstatere, at kommunerne ikke altid er så gode til at inddrage og samarbejde med forældrene. Vi finder, at en udvikling af kommunernes kompetencer på det område vil være det mest positive initiativ i forhold til at nedbringe det alt for store antal klagesager på specialundervisningsområdet.
Børn med handicap har frit skolevalg, også inden for den vidtgående specialundervisning. Kommunerne har her en befordringsforpligtelse. Nogle børn med handicap og behov for vidtgående specialundervisning kommer aldrig til selv at kunne befordre sig f.eks. ved at bruge offentlige transportmidler. Området er således et eksempel på, at børn med handicap har brug for særlig støtte for at være ligestillede med andre børn. Det er derfor vigtigt, at forpligtelsen til at stille befordring til rådighed opretholdes.
Også emner som etablering af inklusionsfremmende styringsmodeller, efterspørgselsstyring af PPR og strategisk kompetenceudvikling af lærerne håber vi at kunne drøfte, når de får mere konkret form.
Vi ser frem til at kunne drøfte dette yderligere med dig - især på baggrund af din tur til en række skoler med specialundervisning. Den tur var vi glade for. Vi vil derfor kontakte dit forkontor med ønske om et møde på den anden side af sommerferien.
God sommer til dig.
Med venlig hilsen
Stig Langvad
Formand
3
