Brev til videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen om NemID
Til
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen,
e-mail: min@vtu.dk
Hvidovre, den 4. maj 2011
Sag 10/820 - Dok. 3486/11 SL/mol/kft
Vedr. NemID og tilgængelighed for mennesker med handicap
Kære Charlotte Sahl-Madsen
Jeg har behov for at sende dig et opfølgende brev vedr. NemID og tilgængelighed for mennesker med handicap.
Danske Handicaporganisationer (DH) er meget tilfredse med den konstruktive dialog, der er blevet etableret, efter der er kommet fokus på manglen på tilgængelighed til NemID. Det er desuden positivt, at der er blevet etableret en arbejdsgruppe, der ser på denne særlige problemstilling. DH har nu deltaget i et møde i arbejdsgruppen, og det giver anledning til denne henvendelse.
Jeg vedhæfter et notat, der beskriver DH's holdning til arbejdet i arbejdsgruppen. Konklusionen er, at der ikke arbejdes nok på at finde en løsning for de mennesker, der ikke kan bruge de nuværende løsninger (nøglekort og voice respons). Der er behov for at finde en løsning for de grupper af mennesker med handicap, der har problemer med at få adgang til nøglekortet, hvis man både har nedsat syn og hørelse, og for de mennesker, der har problemer med at foretage de mange forskellige indtastninger. Der er eksempler på grupper af mennesker med handicap, der med NemID er stillet dårligere, end de var med den tidligere digitale signatur.
Vi mener, der er opstillet et sæt regler for sikkerhed, der umiddelbart virker neutrale, men er diskriminerende for mennesker med handicap. Et krav om positiv særbehandling og rimelig tilpasning skal sikre, at mennesker med handicap får lige muligheder.
Jeg ser frem til at høre fra dig.
Med venlig hilsen
Stig Langvad
Formand
2
