Brev til videnskabsministeren vedr. dokumentformater, åbne standarder og tilgængelighed
Til
Videnskabsminister Helge Sander,
e-mail: min@vtu.dk
Hvidovre, den 8. februar 2010
Sag 10/127 - Dok. 1351/10 SL/mol/kft
Vedr. åbne standarder og tilgængelighed
Kære Helge Sander
Vi er i Danske Handicaporganisationer (DH) meget bekymrede over, at tilgængelighed for mennesker med handicap slet ikke er reflekteret i den nyligt indgåede aftale om åbne dokumentformater. Vi mener derfor, at man mellem alle de fine ord er nødt til at tilføje krav om, at fremtidens formater skal leve op til nutidens og fremtidens behov for mennesker med handicap.
DH har brugt mange ressourcer på at orientere alle implicerede parter om konsekvenserne for mennesker med handicap, hvis tilgængeligheden til dokumentformater ikke sikres. Der er på nuværende tidspunkt ingen, der har taget initiativ til at undersøge dette nærmere. Der er heller ingen, der har kunnet dokumentere med eksempler, at vore bekymringer er unødige.
Derfor mener DH, at du skal sikre, at der iværksættes de nødvendige undersøgelser af åbne dokumentformater og tilgængelighed for mennesker med handicap. Undersøgelserne skal danne baggrund for, at der træffes de rigtige beslutninger om hvilke tilgængelighedskrav, der som minimum skal indgå i fremtidens standarder. Standarder sætter, som du ved, rammerne for fremtidens produkter, kompenserende udstyr og dermed ikke mindst deltagelse for mennesker med handicap i samfunds-, fritids-, skole- og arbejdsliv.
DH mener, at følgende emner skal undersøges:
-
De forskellige dokumentformaters mulighed for at sikre tilgængelighed i selve dokumentformatet. Findes de nødvendige tilgængelighedsegenskaber i selve formatet?
-
Fungerer dokumentformaterne ens med alle gængse kontorpakker? Dvs., hvis der er behov for at konvertere til et andet format, overføres alle oplysninger og tilgængelighedsegenskaber da ved konverteringen?
-
De forskellige kendte og fremtidige kontorpakkers tilgængelighed. Hvorledes fungerer disse sammen med handicapkompenserende udstyr? Aftalen om åbne standarder handler bl.a. om at skabe en bred vifte af kontorpakker, der kan benyttes, hvilket vi synes er en flot ambition. Det er derfor vigtigt, at hele viften også kan benyttes fuldt ud og på lige vilkår af mennesker med handicap.
-
Konsekvenserne, hvis det viser sig, at mennesker, der bruger kompenserende udstyr som f.eks. JAWS, er, at de bliver henvist til kun at kunne bruge et udvalg af kontorpakkerne. Hvilke konsekvenser giver det at være såkaldt teknologisk eneboer i et teknologisk miljø, der bruger andre programmer (kollegial support mv.)?
-
Hvorledes sikrer vi udvikling af handicapkompenserende udstyr, så det hele tiden fungerer på alle platforme og i forhold til alle kontorpakker - proprietære såvel som åbne? På nuværende tidspunkt fungerer talegenkendelse f.eks. kun på en Windows-platform med Microsoft's kontorpakke, det er et problem.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at disse problemstillinger gør sig gældende i flere sammenhænge: Mellem borger og myndighed, som ansat i en offentlig forvaltning og som elev i en skole eller studerende på en uddannelsesinstitution.
Afslutningsvis vil jeg fremhæve, at DH i sit arbejde med dette område oplever, at der er manglende erfaring med tilgængelighed for mennesker med handicap. Selv en af de mest kompetente eksperter på området ”åbne standarder” Jens Kjellerup, IT-chef i Lyngby-Taarbæk Kommune, har, som han selv betegner det, begrænset erfaring på området. Dette forstærker vore bekymringer - særligt, når de såkaldte eksperters udsagn vægtes højt. Vi bliver nødt til at understrege, at dette er for kompleks en problemstilling til, at vi som samfund kan acceptere at have eksperter, der har begrænset erfaring på dette område. Derfor mener vi, at du snarest skal tage initiativ til at få undersøgt ovenstående emner.
Lad os sikre, at der ved indførsel af åbne dokumentstandarder ikke sker en yderligere marginalisering af mennesker med handicap i forhold til at kunne deltage i samfundslivet på lige fod med andre borgere.
Jeg ser frem til at høre fra dig og håber, at du synes, at det kunne være en god ide, hvis dit ministerium gør sig nogle overvejelser og præsenterer dem for os på et møde.
Med venlig hilsen
Stig Langvad
Formand
2
