Brev til statsminister og vicestatsminister vedr. rettighedslovgivning
Statsminister Anders Fogh Rasmussen
Vicestatsminister Bendt Bendtsen
Den 29. maj 2006
J.nr. 4609.11 [10.17] /MOL
Med denne henvendelse ønsker DSI at opfordre regeringen til at tage initiativ til ny dansk lovgivning, der forbyder og forhindrer, at personer med handicap forskelsbehandles.
Dansk handicappolitik har i årtier haft ”de gode viljer” som udgangspunkt. Uden påbud, forbud og sanktioner, men med en forventning om, at myndigheder og private vil tage hensyn til mennesker med handicap i alle samfundets tilbud. Det sker bare ikke i tilstrækkeligt omfang. Det har vist sig ikke at være nok, at regeringen tilstræber, at mennesker med handicap har mulighed for at deltage i samfundslivet på lige vilkår med alle andre; regeringen skal sikre lige muligheder for alle og forbyde forskelsbehandling.
DSI mener derfor, tiden nu er inde til at vedtage lovgivning mod forskelsbehandling for mennesker med handicap i Danmark. En lovgivning, der sikrer udarbejdelse af langsigtede handlingsplaner til eliminering af enhver form for forskelsbehandling. Til lovens opfølgning må etableres en uafhængig klageinstans med handicapviden og deltagelse fra DSI.
Hermed bryder DSI med årtiers handicappolitik, som set med DSI´s øjne trænger til at blive revitaliseret. Udviklingen i mange sektorer er næsten gået i stå. Det kniber med at skabe tilgængelighed til bygninger, information og transport. Børn, unge, voksne og ældre med handicap får ikke uddannelse på niveau med jævnaldrende uden handicap. Mange sociale ordninger spiller ikke sammen i en helhedstænkning. Retssikkerheden er for svag.
Mennesker med handicap er den eneste minoritet, det stadig er tilladt at diskriminere og fastholde som en svag gruppe uden rettigheder. Ligestilling i ministeriernes regi omhandler kun ligestilling mellem kønnene og tager sig ikke af ligestilling for borgere med handicap.
Et generelt diskriminationsforbud vil være i overensstemmelse med internationale erfaringer og tendenser og sender samtidig et vigtigt signal. Dansk efterlevelse af menneskeretlige forpligtelser kræver, at Danmark ikke bare anerkender princippet om lighed, men ved lov giver mennesker med handicap en generel rettighed til lighed og forbud mod diskrimination. Derfor skal det ikke bare være moralsk forkasteligt at diskriminere mennesker med handicap, men også retsstridigt med sanktionsmuligheder.
Erfaringer fra EU, England og USA viser, at rettighedsbaseret lovgivning udmærket går i spænd med langsigtede politiske prioriteringer, sektorbaseret udvikling og folkelig accept.
DSI erkender, at rettighedslovgivning ikke kan stå alene, ligesom den heller ikke må misbruges. Der er fortsat brug for ”de gode viljer” og rettidig omtanke. Men allermest er der brug for handling frem for ord.
DSI opfordrer med andre ord den danske regering til at udforme og fremlægge forslag til en bred antidiskriminationslovgivning, der samtidig sikrer mennesker med handicap adgang til bl.a. boliger, uddannelse, sundhedsydelser, varer og tjenester, transportmidler, kommunikation, kultur og foreninger.
DSI håber på en konstruktiv dialog med regeringen om dette lovforslag.
Med venlig hilsen
Stig Langvad
formand
Bilag: DSI's politikpapir om rettighedslovgivning
2
