Share |
Forside | Dokumenter | Breve | Mail fra Socialministeriet til Randers Kommune om handicapråd

Mail fra Socialministeriet til Randers Kommune om handicapråd

 

Fra: Jette Jacobsen [mailto:jet@sm.dk]
Sendt: 7. juni 2010 13:39
Til: randers.kommune@randers.dk
Cc: dsipostkasse - DH
Emne: Sammensætning af handicaprådet


Departementet, Holmens Kanal 22, 1060 København K

Tlf. 3392 9300, Fax. 3393 2518, E-mail sm@sm.dk

 J.nr. 2010-2528

Randers Kommune

________________________________________________________________

7. juni 2010

Vedr. sammensætning af handicaprådet i Randers Kommune

Socialministeriet har den 17. maj 2010 modtaget vedlagte henvendelse fra Danske Handicaporganisationer om sammensætningen af handicaprådet i Randers Kommune.

Det fremgår af henvendelsen, at Danske Handicaporganisationer mener, at det er ulovligt, at fire ud af syv kommunalt udpegede medlemmer af handicaprådet i Randers Kommune hverken er medlemmer af kommunalbestyrelsen eller ansatte som embedsmænd i kommunen. Derimod henholder kommunen sig til, at det kun fremgår af vejledningen til retssikkerhedsloven, at der ikke må sidde politikere i handicaprådet, som ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen, og at vejledninger ikke er bindende ret.

Danske Handicaporganisationer beder i henvendelsen Socialministeriet om at pålægge Randers Kommune at efterleve loven.

Indledningsvis bemærkes, at Socialministeriet er enig i, at vejledninger ikke er bindende retsforskrift. Derfor må spørgsmålet afgøres ud fra almindelig regelfortolkning.

Ifølge aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om en strukturreform fra juni 2004 skal der i alle kommuner oprettes rådgivende handicapråd, som skal sammensættes af repræsentanter fra kommunen og af repræsentanter fra handicaporganisationerne.

Denne del af strukturaftalen er udmøntet i § 37 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 1203 af 10. december 2009. Ifølge § 37 a, stk.1, skal kommunalbestyrelsen nedsætte et handicapråd, som rådgiver kommunalbestyrelsen i handicapspørgsmål, og som formidler synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører mennesker med handicap. Det fremgår videre af stk. 3 i samme bestemmelse, at handicaprådet sammensættes dels af 3-7 medlemmer fra handicaporganisationerne i kommunen udpeget efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer, dels af 3-7 medlemmer udpeget af kommunalbestyrelsen, heraf et antal af dens medlemmer.

Af lovbemærkningerne til § 37 a, jf. L 39 fremsat den 24. februar 2005, fremgår følgende om sammensætningen af handicaprådet:

”Det er hensigten, at handicaprådene sammensættes af repræsentanter fra såvel handicaporganisationerne som de lokale myndigheder.

Afhængig af lokale forhold vil handicaprådet udover medlemmer fra kommunalbestyrelsen og forvaltningerne kunne bestå af 3-5 medlemmer, der udpeges efter indstilling fra handicaporganisationerne i kommunen.”

Sammensætningen af handicaprådene er uddybet i § 48, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 709 af 3. juli 2009 om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvoraf fremgår, at de kommunale medlemmer skal repræsentere forskellige sektorer i kommunen, herunder både voksne og børn med handicap.

På baggrund af ovenstående er det Socialministeriets opfattelse, at det ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne om handicapråd, såfremt kommunalbestyrelsen i Randers Kommune har udpeget lokalpolitikere, som ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen, eller som på anden vis ikke opfylder betingelserne for at være medlem af handicaprådet.

Denne fortolkning fremgik af en orienteringsskrivelse til samtlige kommuner, som Socialministeriet udsendte den 31. maj 2006 som svar på række spørgsmål vedrørende nedsættelse af handicapråd, herunder om hvem der kan repræsenterer kommunalbestyrelsen, og om andre politikere end medlemmer af kommunalbestyrelsen kan repræsentere kommunalbestyrelsen. Socialministeriet skrev således: ”Kommunalbestyrelsen alene kan udpege et antal medlemmer, der repræsenterer de kommunale myndigheder. Heraf skal et antal være medlemmer af kommunalbestyrelsen. De øvrige medlemmer kan være ansatte i kommunen eller i selvejende institutioner, som udfører opgaver efter aftale med kommunen. En suppleant til et kommunalbestyrelsesmedlem vil således fx ikke kunne være medlem.”

Efterfølgende udsendte Socialministeriet vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om retssikkerhed og administration på det sociale område. Det fremgår vejledningens pkt. 326, at ”Kommunalbestyrelsen udpeger sine repræsentanter blandt medlemmer af kommunalbestyrelsen, repræsentanter fra forvaltningen eller andre ansatte i kommunen. Ansatte i selvejende institutioner eller andre private leverandører, som udfører relevante opgaver for kommunen, kan også udpeges til medlemmer af handicaprådet. Kommunalbestyrelsen kan således ikke udpege enkelte borgere eller lokalpolitikere, der ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen. Suppleanter til et kommunalbestyrelsesmedlem vil således ikke kunne udpeges til medlemmer af handicaprådet.”

Med venlig hilsen

Jette Jacobsen

Specialkonsulent

Handlinger tilknyttet webside
Søg