Share |
Forside | Dokumenter | Breve | Nedlæggelse af socialrådgiverfunktioner på sygehusene

Nedlæggelse af socialrådgiverfunktioner på sygehusene

 


Til: Indenrigs- og Sundhedsminister Bertel Haarder

Socialminister Benedikte Kiær

Folketingets Socialudvalg

Folketingets Sundhedsudvalg

Regionsrådet i Region Syddanmark

10. maj 2010

Sag 10/388 - Dok. 4654/10/LFH

Vedr. nedlæggelse af socialrådgiverfunktioner på sygehusene

Danske Handicaporganisationer og Danske Patienter er meget bekymrede over, at flere af regionerne enten har nedlagt eller planlægger at nedlægge socialrådgiverfunktioner på sygehusene. Senest er vi blevet bekendt med, at Region Syddanmark overvejer at nedlægge store dele af socialrådgiverfunktionerne på Odense Universitetshospital.

Der tales meget om sammenhængende patientforløb og om en tiltrængt forbedring af rehabiliteringsindsatsen i denne tid. Vi undrer os over, hvordan de mange gode intentioner kan blive indfriet, når der samtidig skæres ned på den personalegruppe, som i mange tilfælde udgør krumtappen i samarbejdet mellem regioner og kommuner.

Det er således vores klare erfaring, at der er stort behov for socialrådgivernes kompetencer i forbindelse med indlæggelser blandt mennesker med kronisk sygdom/handicap. Vi har utallige eksempler på, at de sygehusansatte socialrådgivere har spillet en helt afgørende rolle i den problematiske gråzone mellem de behandlende sygehuse og borgerens hjemkommune.

Vi frygter, at nedskæringer på området vil betyde dårligere koordinering og dårligere udskrivningsforløb - og vil derfor på det kraftigste opfordre til bevarelse af socialrådgiverfunktionerne på sygehusene.

Med venlig hilsen

Lars Engberg

formand for Danske Patienter

 

Stig Langvad

formand for Danske Handicaporganisationer

Handlinger tilknyttet webside
Søg