Opfølgning på foretræde vedr. BPA
Til Folketingets Socialudvalg
Hvidovre, den 8. februar 2010
Sag 10/103 - Dok. 1627/10 SL/KP/ck
Opfølgende henvendelse til Folketingets Socialudvalg vedrørende Borgerstyret personlig Assistance (BPA)
Som nævnt under foretræde den 28. januar 2010 kan virksomheder og foreninger kun overtage arbejdsgiveransvaret i ordninger med døgnvagter, hvis det sker med udgangspunkt i en overenskomst med dispensation fra arbejdstidsreglerne. Dispensation kan kun gives af direktøren for Arbejdstilsynet.
Døgnvagter er kendetegnende for arbejdet inden for BPA og efterspørges af borgeren. Det er den bedste måde at organisere arbejdet på, og giver den største fleksibilitet, med mulighed for at leve et almindeligt liv på samme vilkår som andre. Døgnvagter efterspørges desuden af mange handicaphjælpere, for hvem denne arbejdsform er det mest optimale. For både kommuner og regioner er det samtidig den mest økonomiske arbejdsform. De slipper for omkostningerne ved at skift af medarbejdere flere gange i løbet af et døgn (ofte på forskellige steder).
For borgerne er det vitalt, at muligheden for at organisere arbejdet i døgnvagter fastholdes. Uanset om borgeren selv vælger at afgive sit arbejdsgiveransvar til en virksomhed/forening eller opfordres hertil af kommunen.
Derfor skal personer med BPA have en bevilling, der økonomisk kan modsvare kravene i en overenskomst for handicaphjælpere med dispensation fra arbejdstidsreglerne. Det er forudsætningen for, at de kan indgå en aftale med deres handicaphjælpere eller virksomheden/foreningen om døgnvagter.
På nuværende tidspunkt ser det ud som om, at overenskomsten for handicaphjælpere mellem DI/Dansk Erhverv og FOA/3F er den eneste, der lever op til dette krav. I forhold til denne overenskomst har Arbejdstilsynet tilkendegivet, at den indsendte dispensationsansøgning snarest vil blive imødekommet.
Af reglerne fremgår det:
At arbejdstiden skal tilrettelægges således, at de ansatte får en hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer inden for hver periode på 24 timer.
At man kun kan fravige reglerne, når en dispensation ikke kan indhentes i rette tid, eller at arbejdets udførelse efter dets art ikke kan opsættes eller at særlige arbejdsformer gøre en fravigelse nødvendig.
At den daglige hvileperiode kan nedsættes til 8 timer under specifikt aftalte vilkår.
At arbejdsgiverpart og lønmodtagerorganisation kan aftale, at den daglige hvileperiode i et begrænset omfang kan udskydes eller nedsættes til 8 timer.
At arbejdsgiverpart og lønmodtagerorganisation, med godkendelse af direktøren for Arbejdstilsynet, kan aftale fravigelse i yderligere omfang.
Jf. Bekendtgørelse om hvileperiode og fridøgn mv. på Arbejdstilsynets hjemmeside.
Forhåbentlig har denne skrivelse tydeliggjort behovet for, at borgere med BPA kan imødekomme kravene i en overenskomst med dispensation fra arbejdstidsreglerne. Samtidig er det vort håb, at der snarest findes en politisk løsning på de aktuelle problemer.
Vi deltager naturligvis gerne i en yderligere drøftelser vedrørende denne problemstilling.
Med venlig hilsen
Stig Langvad
formand
