Opfordring til DH's medlemsorganisationer om at reagere på lovforslag der bringer personer med betydelige handicap i økonomisk lænke
Til DH´s medlemsorganisationer
Hvidovre, den 3. februar 2010
Sag 10/126 - Dok. 1347/10 SL/kp/ck
Opfordring til DH aktiviteter
Personer med betydelige handicap i økonomisk lænke
Kære DH medlemsorganisationer
Jeg skriver til jer for at opfordre til aktiviteter i forbindelse med regeringens fremsættelse af Lovforslaget om visitationskompetence og finansieringsansvar. Lovforslaget er annonceret førstebehandlet i Folketinget den 12. februar 2010.
DH har på det kraftigste taget afstand fra dette lovforslag, som har været i høring.
Det er uforståeligt, hvorfor 13.000 mennesker med handicap skal holdes i en særlig økonomisk relation til en kommune, de ikke længere bor i.
I forbindelse med lovforslagets vedtagelse opfordrer jeg derfor alle medlemsorganisationer til at reagere og forsøge at påvirke lovforslagets videre behandling i Folketinget.
Jeg vil opfordre til, at medlemsorganisationerne forsøger at lægge pres på den politiske proces. I den forbindelse er det vigtigt at komme med konkrete eksempler på borgere, der bliver berørt af lovforslaget. Eksempler der illustrerer, hvor vanvittigt det er, at den oprindelige kommune skal fortsætte med at være behandlingskommune, uanset om borgeren bor langt derfra, og kan have gjort det længe, uden planer om at vende tilbage.
DH planlægger at fremsende en udtalelse til Folketingets Socialudvalg sammen med en række bruger- og personaleorganisationer fra NoKS-netværket (Netværk om Konsekvenserne af Strukturereformen på social- og uddannelsesområdet).
Derudover anbefaler jeg følgende aktiviteter:
Ret henvendelse til Folketingets Socialudvalg med konkrete eksempler.
Søg foretræde for Folketingets Socialudvalg, hvor lovforslaget kommer til behandling, og fremlæg her konkrete eksempler.
Søg dialog med partiernes socialordførere og/eller gør brug af de politiske kontakter I måtte have.
Søg kontakt og dialog med kommunalpolitikere, gerne politikere der er placeret i KL´s styrende organer.
Søg mediedækning af jeres aktiviteter og giv gerne pressen konkrete eksempler på lovforslagets konsekvenser for borgerne.
Argumenter mod lovforslaget kan blandt andet hentes i DH´s høringssvar og kommentar i sidste nummer af Nyhedsbrevet. Nedenfor følger link til dokumenterne.
I er også velkomne til at hente yderligere information ved at kontakte DH´s socialpolitiske konsulent Kirsten Plambech på tlf. 3638 8534, e-mail: kp@handicap.dk.
Vi skal nok holde jer løbende informeret om lovforslagets behandling.
Link til relevante dokumenter:
Med venlig hilsen
Stig Langvad
formand
