Ulighed: De dyre tænder

Af Jeppe Sørensen, sundhedspolitisk konsulent

Handicapkonventionen forpligter alle de deltagende lande til at ”give de sundhedsydelser, som personer med handicap specifikt har brug for på grund af deres handicap”. Konventionen siger også, at deltagerlandene skal ”give personer med handicap det samme udbud af sundhedsydelser og -ordninger af samme kvalitet og standard gratis eller til en overkommelig pris, som gives til andre…”.

Disse rettigheder står i skærende kontrast til den nuværende situation i Danmark, hvor nogle uheldige mennesker må betale op til 100.000 kr. for behandling af tandproblemer, der alene skyldes deres handicap eller kroniske sygdom.

Det er ren tilfældighed, at danskerne selv skal betale størstedelen af tandlægeregningen. I de andre nordiske lande er det muligt at få tilskud fra det offentlige, hvis man har store sygdomsrelaterede tandplejeudgifter.

Der findes faktisk også en tilskudsmulighed for nogle patientgrupper med høje tandplejeudgifter. Hvis man lider af Sjøgren (en gigtlidelse) eller kræft kan man få dækket sygdomsrelaterede udgifter over 1.500 kr. pr. år, der svarer til, hvad befolkningen i gennemsnit bruger på tandpleje.

Men hvis man har store sygdomsrelaterede udgifter som følge af eksempelvis parkinson, epilepsi, psykisk sygdom eller inflammatoriske tarmsygdomme og medfødte tarmlidelser, så kan man ikke få hjælp til sine udgifter. Ikke alene bliver mennesker med sygdomsrelaterede tandproblemer behandlet urimeligt - reglerne diskriminerer også mellem kronisk syge.

Handicaporganisationerne har i mange år kæmpet for en løsning på problemerne med de astronomiske tandlægeregninger, der alene skyldes sygdom. Hidtil har politikerne afvist at ændre på de urimelige regler, ofte med henvisning til den ”svære men nødvendige prioritering af ressourcerne på sundhedsområdet”.

Der var derfor store forventninger, da daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen i 2006 tog initiativ til en udredning, der skulle belyse de høje tandplejeudgifter. Ifølge ministeren skulle udredningen ”… undersøge mulighederne for en omlægning af det offentlige tilskud til tandpleje, så det i højere grad kommer patienter med høje tandplejeudgifter til gode”.

På trods af den klare opgavebeskrivelse fokuserede udredningen imidlertid kun på aggressiv paradentose - og anviste ingen løsninger for de mennesker, der i dag må betale store beløb for andre sygdomsrelaterede tandproblemer. Udredningen blev ikke engang sendt i høring blandt de relevante organisationer, på trods af, at sundhedsministeren havde lovet det fra Folketingets talerstol.

Selvom udredningen var en skuffelse, arbejder DH videre for en ændring af de urimelige regler. En af udfordringerne er, at det med den nuværende viden er vanskeligt at sige, hvor meget det vil koste at dække ekstraordinære udgifter til tandpleje som følge af kronisk sygdom. DH har stillet forslag om en tilbundsgående og uvildig undersøgelse af, hvilke kroniske patienter, der har ekstraordinært høje tandlægeudgifter (og i hvilket omfang), som følge af deres sygdom, og af hvordan disse udgifter kan dækkes ved en ordning i stil med den, der gælder for Sjøgren- og kræftpatienter.

En uvildig udredning er kun en nødvendig forudsætning, ikke en egentlig løsning. DH har derfor også foreslået en pulje til dækning af særligt høje tandlægeudgifter som følge af kronisk sygdom til de grupper, som ikke er dækket i dag. Puljen kunne f.eks. indeholde 50 mio. kr., der fordeles efter en "knæktakst"-model i stil med den, der anvendes til støtte af medicin-udgifter.

Modellen skal sikre, at mennesker med ekstraordinært høje tandlægeudgifter, som følge af kronisk sygdom, får dækket størstedelen af deres udgifter - dvs. stigende tilskud i forhold til en stigende udgift. Det ville langtfra være den perfekte løsning, fordi den ikke ville hjælpe alle, men en sådan pulje kunne være en måde at redde de mest uheldige mennesker fra økonomisk ruin.

Næste skridt i sagen bliver at undersøge reglerne i de andre nordiske lande og derefter bede de ansvarlige politikere om en forklaring på, hvorfor uheldige danskere med en kronisk sygdom kan risikere brugerbetaling i 100.000 kroners-klassen, når politikerne samtidig påstår, at vi har fri og lige adgang til et ”sundhedsvæsen i verdensklasse”.

Hvis du selv har oplevet ekstraordinært store tandplejeudgifter, som følge af din sygdom/dit handicap, må du meget gerne sende en kort beskrivelse af problemerne, samt de eventuelle udgifter, til sundhedspolitisk konsulent Jeppe Sørensen (js@handicap.dk).