Leder: Det er ingen synd at være syg
Formandens kommentar
Det er ingen synd at være syg
Vi bringer her i nyhedsbrevet et læserbrev, som DSI og HK fik optaget i JyllandsPosten i starten af april. Det handler om Dansk Arbejdsgiverforening og om menneskesynet hos DA.
Er læserbrevet ikke en kende mere udfarende, end vi plejer at være? Jo, det er muligt. Men det har så sandelig sin årsag. Skal vi sammenfatte DA's budskaber gennem det sidste halve års tid, så bliver det noget i retning af dette: Er du på sygedagpenge, så tag dig sammen! Stram dig an og kom tilbage på arbejdspladsen. Er du visiteret til et fleksjob, så stram dig an og find et job på almindelige vilkår. (Jobcentret, der har visiteret, dig tager fejl). Har du fået en førtidspension, så stram dig an - og få et fleksjob! (For her har kommunen i den grad taget fejl).
Hvis du af helbredsmæssige årsager ikke kan forsørge dig selv og din familie, så er det dit problem. Ikke samfundets. Tag dig sammen.
Hvordan skal man få alle disse syge og handicappede mennesker til at stramme sig an? DA siger: Økonomiske incitamenter. Skær i overførselsindkomsterne, begræns forlængelsesmulighederne. Så skal folk nok komme i arbejde. Det siger de! Og førtidspensionisterne skal ikke tro, at de bare kan fise den af, når de har fået tilkendt en pension. Nej, pensionerne skal gøres tidsbegrænsede, så man f.eks. hvert andet år skal stille til nye undersøgelser og arbejdsprøvninger. Det siger de!
Nu er der godt nok 10.000 mennesker visiteret til at få et fleksjob, som ikke kan finde et. Men det får ikke DA til at ryste på hånden. Det her handler nemlig om principper og ideologi. Ikke om virkeligheden. I virkelighedens verden kan man godt stille sin pension i bero, og forsøge sig med et arbejde, hvis helbredet eller nye hjælpemidler gør handicappet mindre. Det gør en del, blandt andet fordi det giver en større indkomst.
I virkelighedens verden bliver man ikke raskere af at få udbetalt færre penge. I virkelighedens verden forsvinder varige handicap ikke, fordi man trues med nye lægeundersøgelser og uendelige arbejdsprøvninger.
På Christiansborg er man gået i gang med at evaluere førtidspensionsreformen. DA skal ikke være alene om debatten. DSI tager borgerens parti. Derfor er vi mere direkte og udfarende, end vi plejer.
Stig Langvad
Forrige: Byret godkender handicapbetinget fyring
