De første skridt imod FN’s handicapkonvention

De første skridt imod FN's handicapkonvention

Klodens nationer har taget godt imod den nye konvention om handicappedes rettigheder. Men de har kun taget de første par skridt mod målet: At give konventionen juridisk gyldighed.

Af Tina Klejs Jensen, rettighedskonsulent i DSI

Første skridt blev taget 13. december 2006, hvor FN's generalforsamling vedtog den nye handicapkonvention. Andet skridt blev taget den 30. marts 2007, hvor en række lande, herunder Danmark ved økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendsen, underskrev konventionen ved en ceremoni i New York.

Tredje skridt handler om at bringe national lovgivning i overensstemmelse med konventionen. Det kommer til at tage tid. Eksisterende lovgivning skal studeres, noget skal måske ændres, og ny lovgivning supplere den gamle. Herhjemme burde vi kunne gennemføre denne del, inden vi kommer for langt ind i 2008. Når dette skridt er taget, har Danmark ratificeret konventionen - og vil aflevere en formel besked til FN om dette.

Først når FN har modtaget underretning om fuldendt ratifikation fra 20 lande, vil konventionen have juridisk gyldighed. Hvor lang tid dette tager, er uvist. Det burde kunne ske i løbet af 2008. Indtil nu har kun Jamaica ratificeret konventionen.

Danmark støtter ikke klageorgan

Danmarks underskrivelse af konventionen medfører altså ikke umiddelbart en forbedret retslig beskyttelse af mennesker med handicap mod diskrimination. Først skal konventionens indhold omsættes til dansk lovgivning. Men Danmarks underskrivelse af konventionen indeholder en meget vigtig signalværdi, idet Danmark viser, at man ønsker at leve op til konventionens indhold, og at man vil arbejde for at ratificere den. I de tilfælde, hvor der mangler lovgivning, vil man typisk fremsætte forslag hertil.

Som noget helt nyt har det været muligt for regionale sammenslutninger at underskrive konventionen. Det har EU valgt at gøre. Det vil sige, at EU nu har forpligtet sig til at bringe al EU-lovgivningen i overensstemmelse med konventionens indhold. Det har stor betydning, fordi EU har indflydelse på en lang række samfundsforhold, f.eks. beskæftigelsesområdet.

Indtil nu har næsten 90 lande underskrevet konventionen. De har dog ikke alle underskrevet hele konventionen. Ud over kataloget over de forskellige rettigheder, findes også en frivillig tillægsprotokol. Den beskriver, hvorledes borgere med handicap, der føler, at deres menneskerettigheder er krænket, skal kunne rette henvendelse til et internationalt klagesystem. Kun 48 lande har underskrevet denne tillægsprotokol - og Danmark er ikke blandt disse.

Regeringen finder, at tillægsprotokollen vil have for vidtrækkende konsekvenser for det danske retssystem. DSI beklager denne beslutning.

Konventionens indhold

Handicapkonventionen er skelsættende, idet mennesker med handicap ikke længere skal betragtes som nogen, der har brug for hjælp og medlidenhed - men som ligeværdige borgere med samme ret som alle andre til at deltage aktivt i alle samfundets aspekter.

Konventionen indeholder først og fremmest et forbud mod diskrimination af mennesker på grund af handicap. Forbudet er generelt og dermed ikke kun gældende i forhold til de konkrete rettigheder, som nævnes senere i konventionen. Ud over forbudet mod diskrimination indeholder konventionen et katalog over de grundlæggende rettigheder, som mennesker med handicap ikke må forhindres i at kunne nyde.

Konventionen giver ikke mennesker med handicap nye rettigheder, som de ikke havde før. Konventionen præciserer derimod, hvordan staterne skal sikre de grundlæggende menneskerettigheder, når det handler om mennesker med handicap. Konventionen bliver et vigtigt fortolkningsredskab, når vi skal beskrive, hvordan de enkelte sektorer inden for samfundet skal sikre, at mennesker med handicap ikke bliver diskrimineret, og at der ikke sker brud på deres rettigheder.

Konventionen skelner mellem to forskellige typer af rettigheder: De borgerlige/politiske rettigheder på den ene side og de sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder på den anden side. De borgerlige/politiske rettigheder omfatter bl.a. ret til deltagelse i det politiske og offentlige liv, ytringsfrihed, ikke-diskrimination, lige ret for loven og personlig frihed. Disse rettigheder træder i kraft, så snart Danmark har ratificeret konventionen.

De sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder omhandler blandt andet lige adgang til skolegang og alle former for videregående uddannelse, lige adgang til arbejdsmarkedet og til deltagelse i kultur- og fritidslivet, herunder til sport, rejser og turisme. For disse rettigheder gælder det, at opfyldelsen skal ske gradvist, i overensstemmelse med det, der kaldes princippet om progressiv realisering. Nationerne skal opfylde disse rettigheder i overensstemmelse med hvert lands økonomiske bæreevne og sociale udvikling. Rige vestlige lande (som Danmark) vil derfor få betydelig kortere tid til opfyldelse af konventionens krav, end udviklingslande som f.eks. Uganda og Eritrea.

Danmark burde ikke have de store problemer med at opfylde de borgerlige/politiske rettigheder. Når det gælder de sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder, så er der derimod nok at tage fat på. Her skal opstilles nogle konkrete og tidsbestemte handlingsplaner.

Læs mere om konventionen og dens katalog over rettigheder på DSI's temaside: www.handicap.dk/rettigheder/fn-konventionen