Har din nabo skrevet under?
Har din nabo skrevet under?
Hjælp os med at presse EU til at sikre handicappedes rettigheder. Giv os din underskrift eller dit museklik - og få andre til at gøre det samme.
Af Ask A. Andersen, kampagnemedarbejder i DSI
Europæisk lovgivning indeholder kun få og spredte hensyn til mennesker med handicap. De europæiske handicaporganisationer kræver at få indført klare og håndgribelige rettigheder i EU-lovgivningen. Rettigheder, som kan bruges praktisk i hverdagen af europæere med handicap.
For at opnå dette har vores europæiske paraplyorganisation, Det Europæiske Handicapforum (EDF), sat et ambitiøst mål: De vil indsamle en million underskrifter til støtte for kravet - i kampagnen "1million4disability".
Udkastet til ny EU-forfatningstraktat indeholder bestemmelser, der giver europæiske borgere krav på at få taget et forslag op af EU-systemet, hvis man kan samle mindst en million underskrifter. Traktaten er som bekendt ikke vedtaget, og derfor vil de mange underskrifter i første omgang udelukkende være moralsk bindende. Det vil dog være meget vanskeligt for Europa-kommissionen at ignorere så mange underskrifter.
Skriv under på nettet
Kampagnen blev lanceret den 23. januar i år og løber indtil 4. oktober. De indsamlede underskrifter vil blive overdraget til Europakommissionen, Europaparlamentet og det portugisiske EU-formandskab ved en højtidelighed i Bruxelles.
Fokus i kampagnen ligger på at samle underskrifter via internettet. Det er nemt og hurtigt. Du går ind på www.1million4disability.eu. Følg det danske flag, så kommer du til en dansksproget side, hvor du kan skrive under.
Men det er ikke nok, at du selv skriver under. Send et link til denne hjemmeside til alle, du kender! Slut evt. alle dine e-mails med en opfordring til at skrive under.
Skriv under på møder
Hvis du hellere vil skrive under på en blanket af papir, så kan det også lade sig gøre. Du kan f.eks. indsamle underskrifter på kredsmøder i din organisation, afdelingsmøder i DSI, møder i beboerforeningen, skolen eller på jobbet.
Du finder blanketten på kampagnens hjemmeside eller ved at besøge DSI's hjemmeside www.handicap.dk. Se på forsiden, ude til højre. Indsend underskriftsblanketterne til DSI, så samler vi sammen og sender videre til EDF.
Det er naturligvis vigtigt, at man kun skriver under ét sted. Enten på en blanket eller på www.1million4disability.eu!
Hjælp kampagnen
Der er hårdt brug for al den støtte, kampagnen kan få. Der er i skrivende stund indsamlet 100.000 underskrifter i Europa, så der er langt igen. Vi har i Danmark indsamlet 15 procent af de 11.000 underskrifter, der er vores nationale mål. Procenten bringer os på en rimelig syvendeplads blandt EU-landene, men i betragtning af Danmarks beskedne størrelse og vore mange handicaporganisationer, så burde vi ligge i spidsen.
Belgien, Island og Luxembourg har allerede opnået de opstillede mål, men knokler videre. Jo flere underskrifter, jo bedre!
DSI støtter kampagnen her i Danmark, og vi håber meget, at folk vil slutte bredt op om bestræbelserne. Hvis det lykkes, kan det give den europæiske handicapbevægelse en god chance for virkelig at få sat et aftryk på EU-lovgivningen, der også vil kunne mærkes i hverdagen her i Danmark.
Forrige: Handicapråd under lup
