Positive tegn i den kommende EU-traktat
Positive tegn i den kommende EU-traktat
EUROPA: I disse dage færdigforhandles den nye traktat for EU-samarbejdet under det portugisiske EU-formandskab. Forhandlingerne forventes at være afsluttet inden udgangen af 2007 og vil derefter blive sendt til godkendelse i EU's medlemslande. I nogle lande kan der blive tale om en folkeafstemning.
Den nye traktat bliver ikke en forfatning for EU, som det oprindeligt var tænkt. I stedet kommer den til at betyde ændringer i de eksisterende traktater. Indholdet kendes allerede, det er mindre justeringer, der i øjeblikket forhandles om.
Set fra en handicappolitisk synsvinkel synes to ting at være af størst interesse. Som det var forudset i de forliste forhandlinger om en EU-forfatning, bliver EU's charter om grundlæggende rettigheder nu bindende. Charteret vil blive tilknyttet traktaten som en protokol. Det betyder, at EU's institutioner og medlemslande vil skulle handle i overensstemmelse med charteret, når der vedtages og gennemføres EU-lovgivning.
Charteret indeholder brede formuleringer om et forbud mod diskrimination af mennesker med handicap, samt en anerkendelse af disse personers ret til foranstaltninger, der kan sikre deres deltagelse i samfundslivet.
Det vil blive interessant at følge, om de rettigheder, som charteret giver mennesker med handicap, vil få direkte indflydelse på lovgivning og på dommene fra EU's domstol. Storbritannien, og muligvis også Polen, vil tage forbehold for charterets bindende effekt på den nationale lovgivning.
Det andet positive træk er fastholdelsen fra udkastet til forfatningstekst af muligheden for at foreslå ændringer af EU-love ved at indsamle underskrifter på et bestemt krav. Det var forventningen om vedtagelsen af denne bestemmelse, der gav inspirationen til den underskriftsindsamling, der omtales andetsteds i dette nyhedsbrev.
AAA
Forrige: Sommerens lovforslag på handicapområdet
