Flere kan få personlig assistance på jobbet
Flere kan få personlig assistance på jobbet
BESKÆFTIGELSE: Efter flere års projektarbejde i DSI sikrer lovændring psykisk handicappede samme mulighed for assistance på jobbet som fysisk handicappede.
Af Charlotte Gunnarsen, projektkonsulent
Ordningen med personlig assistance er udvidet til også at omfatte personer med psykisk eller kognitiv funktionsnedsættelse. Fremsættelse af lovforslaget skete som en naturlig forlængelse af DSI's projekt "Støtteperson til handicappede i erhverv". Projektet har vist, at det er muligt at fastholde og integrere mennesker med psykisk eller kognitiv funktionsnedsættelse på arbejdsmarkedet ved, at der i forbindelse med ansættelse eller fastholdelse er tilknyttet en personlig assistent.
Alle de kommuner (jobcentre), der havde bevilget en støtteperson i DSI-projektet, har inden for de seneste seks måneder fået besøg fra DSI. Det skete for at sikre en ordentlig overlevering af støttepersonordningerne fra AF-regionerne til jobcentrene. Jobcentrene overtog ved kommunalreformen pr. 1. januar 2007 AF-regionernes opgaver, herunder støttepersonordningen.
DSI brugte desuden disse besøg på at forberede jobkonsulenterne på, at de pr. 01.07.07 skulle overtage bevillingskompetencen for personlig assistance til personer med psykisk eller kognitiv funktionsnedsættelse fra DSI.
Plads til forbedringer
DSI har høstet mange gode og vigtige erfaringer i projektet. Desværre er det ikke alle vore erfaringer, der rummes i den nye lovgivning. Det er en skam.
F.eks. er det DSI's erfaring, at det er overordentlig vigtigt for en velfungerende støttepersonordning, at støttepersonen er klædt godt på til at varetage opgaven. I projektet fik støttepersonerne derfor tilbud om et todageskursus samt supervision, hvilket gav dem mulighed for bedre at forstå deres opgave - og ikke mindst at udveksle erfaringer.
Disse muligheder er der ikke med den nye lovgivning. Beskæftigelsesministeriet har dog skrevet i bemærkningerne til lovforslaget, at jobcentrene kan etablere netværk for støttepersonerne, men der følger ingen midler med til jobcentrene. Så DSI har en fortsat opgave med at arbejde for en forbedring af ordningen.
Information om ordningen
DSI har udarbejdet fire pjecer om den nye ordning, som henvender sig til henholdsvis:
-
Personer med psykisk eller kognitiv funktionsnedsættelse
-
Personlige assistenter
-
Virksomheder
-
Jobkonsulenter
De fire pjecer fortæller kort om reglerne samt, om hvordan man skal forholde sig, hvis man gerne vil anvende ordningen.
Dertil kommer en såkaldt metodehåndbog, som DSI har udarbejdet i samarbejde med Arbejdsmarkedsstyrelsen og Specialfunktionen Job og Handicap i Vejle. Metodehåndbogen skal være et redskab for jobcentrene, når de vurderer og bevilger en ansøgning om personlig assistance til personer med psykisk eller kognitiv funktionsnedsættelse.
De fire pjecer og metodehåndbogen kan hentes på DSI's hjemmeside: www.handicap.dk/projekter/stotteperson
Hvor henvender man sig?
Hvis man vil ansøge om en personlig assistent, eller bare vide mere om mulighederne, skal man henvende sig til jobcentret i sin kommune.
Har man konkrete spørgsmål eller ønsker man handicapfaglig vejledning og sparring, kan man fra 1. oktober henvende sig til DSI's Vidensnetværk om Handicap og Beskæftigelse på tlf.: 36 310 320 eller e-mail: vidensnetvaerket@handicap.dk.
Forrige: Problemer med rejseforsikring?
