Workshops i Kathmandu
Workshops i Kathmandu
INTERNATIONALT: Om networking, organisationsopbygning og gå-på-mod i Nepal. Fra Foreningen for Stammeres udsendte repræsentant.
Jens Geisler, ulandsaktiv i FSD
I april måned 2007 fandt en serie workshop-dage sted i Nepals hovedstad Kathmandu med det formål at udbrede og støtte handicaparbejdet på en bred front i landet. Jeg deltog som stammer i en dansk delegation, der skulle monitorere vores samarbejdsprojekt i Nepal. Delegationen bestod desuden af Torben Møller Jensen (talepædagog) og Henriette Riskjær (psykolog).
Den ene workshop var afholdt af den nepalesiske stammerorganisation NSA (Nepal Stutterers Association) i samarbejde med Foreningen for Stammere i Danmark (FSD). Fokus var på oprettelsen af et ambassadør-projekt som fra dansk side blev fremlagt af Torben M. Jensen og Henriette Riskjær.
Det primære krav til en stamme-ambassadør var selvfølgelig, at det skulle være en person med vilje til at fortælle om stammen generelt, og om egne oplevelser om stammen. Men også uddeling af info-materiale omkring stammen og deres forening NSA, foredragsvirksomhed i f.eks. skoler og på arbejdspladser, og opsøgende arbejde i forhold til stammere blandt befolkningen blev foreslået som integrerede dele af en stamme-ambassadørs arbejde.
Ambassadørerne skal indgå i en lokal struktur centreret omkring selvhjælpsgrupper, der også formuleredes krav til. Mod dokumentation for fremmøde og aktiviteter, som f.eks. afholdelse af workshops, ville de få stillet midler til rådighed. Både ambassadørprojektet og hele NSA's organisation bygger på den danske organisationsmodel med FSD som mentor.
Lærerig enthusiasme
Siden grundlæggelsen af den nepalesiske stammerforening i 2003 har et blomstrende samarbejde udfoldet sig, som har været lærerigt og inspirerende for begge parter. På ét punkt overgår NSA, som lærling, faktisk sin FSD-mentor; for trods de ovennævnte krav - og flere til - var der ingen mangel på entusiasme blandt workshoppens deltagere, og tilsyneladende heller ingen mangel på kandidater som ambassadører.
De nepalesiske stammere udviste et stort gå-på-mod. Skulle der blive opstillet lignende krav og forventninger til danske selvhjælpsgrupper og danske stammere, kunne man frygte, at medlemsdeltagelsen i FSD ville blive endnu mindre end den er nu, hvor den reelt er næsten ikke-eksisterende.
Landestrategi med bib og dut
Det høje niveau gentog sig i DSI's Landestrategi-workshop, hvor mange nøglepersoner fra de nepalesiske handicapforbund var til stede. De deltog yderst professionelt og kompetent i forhold til formulering og fremlæggelse af strategiske overvejelser om vejen frem for handicapbevægelserne i Nepal.
Derfor var det slående når de samme 'pinger' undlod at sætte deres mobiltelefoner på lydløs, eller evt. helt slukke dem under møderne. Konstant bippede og duttede det, hvilket vakte stor forundring og lidt indignation blandt deltagerne i den danske delegation. Vi kom frem til, at en ringende mobiltelefon formentlig indikerer noget om personens vigtighed og status, hvilket man naturligvis ikke gemmer af vejen.
"Status is a fact of life" stod der i en folder jeg fik udleveret om Nepalesisk kultur inden afrejsen. Fint pressede hvide skjorter og jakkesæt var da også standardpåklædning for mange deltagere, som i pauserne cirkulerede rundt og konverserede høfligt mens de balancerede tekopper og småkager i engelsk stil, på hotellets store terrasse med udsigt over byen. Men høj status betyder bestemt ikke, at man er reserveret. Som dansk delegeret blev man mødt med meget stor interesse og imødekommenhed, og man fandt hurtigt ud af, at et visitkort er et vigtigt element i nepalesisk "networking".
Formelle rettigheder
Kombinationen af at dyrke status og at netværke er måske en succesrig måde at drive NGO-arbejde på. For i Nepal mangler der, trods åbenlyse mangler på mange områder, faktisk ikke lovgivning med formelle rettigheder og muligheder på handicapområdet. Landestrategi-workshoppen fik på sidstedagen besøg af repræsentanter fra den nepalesiske regering, hvilket klart demonstrerede, at man har forbindelser langt op i systemet.
Udfordringen består primært i at implementere den formelle lovgivning; en implementering som deltagerne konstaterede desværre er lige så mangelfuld, som reglerne er udbyggede.
Interessant var det også at notere, at en "dalit", dvs. en person fra den laveste kaste i det nepalesiske samfund, deltog aktivt og tilsyneladende på lige fod med de andre deltagere, som at dømme ud fra efternavnene ofte kom fra højtstående kaster. Med et optimistisk sind kunne jeg konstatere, at der også på den front er grøde i Nepal.
Forrige: DSI har kontor i Nepal
