Kom til Norge / DH vil rådgive
Handlinger tilknyttet webside
Politikerne har studeret erfaringerne fra vore nordiske nabolande, da de konstruerede loven om Brugerstyret Personlig Assistance. Det har brugerne også. For i både Sverige og Norge finder man brugerstyrede foreninger, der tilbyder at varetage arbejdsgiverrollen og administrative opgaver for borgere med handicap, der har behov for assistance.
Foreningerne er andels- og non-profit-foreninger, grundlagt af brugere med afsæt i Independent Living-bevægelsen. Et sekretariat varetager opgaverne i praksis. En del ansatte har selv BPA.
Hvor der i Sverige er flere brugerstyrede foreninger, har man i Norge én, landsdækkende udbyder, kaldet ULOBA. Der er 800 andelsejere af organisationen, der er arbejdsgiver for 4.500 hjælpere. Der er 75 ansatte i administrationen, hvoraf halvdelen selv har en funktionsnedsættelse. ULOBA er regionalt organiseret med 5-10 rådgivere i hver region. ULOBA er engageret i ca. 1/3 af de norske hjælpeordninger.
Timeprisen for en hjælper er 300 kr. Heraf anvendes 85 procent til lønninger mv., 10 procent til administration og 5 procent til arbejdsledernes (brugernes) driftsudgifter til f.eks. annoncering, telefon og ekstraudgifter ved rejser og aktiviteter.
-- -- -- --
DH vil rådgive
Brugerne af den ny hjælpeordning, Borgerstyret Personlig Assistance, skal i en treårig forsøgsperiode kunne trække på en rådgivningsfunktion. Det har Folketinget afsat midler til.
Rådgivningsfunktionen vil blive justeret i størrelse i forhold til det behov, der opstår, når borgerne skal have den nødvendige assistance, så de kan træffe de rigtige valg. Størrelsen er afhængig af, hvor mange aktører, der kommer på markedet og tilbyder borgerstyret personlig assistance. Jo færre udbydere, jo større vil de blive, og jo mindre vil behovet for rådgivningsfunktion være på lang sigt.
DH vil byde ind på den opgave, der ligger i at drive rådgivningsfunktionen, som skal yde juridisk bistand i forhold til ansættelsesretlige spørgsmål og tilbyde relevante kurser.
DH foreslår, at funktionen oprettes i tilknytning til DH som en driftsopgave på linje med DH's Brugerservice, der varetager forskellige opgaver for myndighederne (udstedelse af parkeringskort og ledsagerkort). Funktionen kan derfor relativt hurtigt etableres, hvilket er nødvendigt, da lovgivningen har virkning fra 1. januar 2009.
Hvis ansøgningen imødekommes, vil der blive oprettet en lille selvstændig gruppe vejledere i tilknytning til DH's sekretariat.
