Handicaporganisationernes Hus 2010
Handlinger tilknyttet webside
DOMICIL: Projektet styres af erfarne fagfolk og økonomien ser lovende ud. Snart mødes husets daglige brugere for første gang.
Af Jesper Boesen, administrationschef
DH's rådgivere har tilrettelagt en proces, der skal sikre, at vi dels får bygget verdens mest tilgængelige kontorhus og dels får bygget det hus, som vi har brug for. Processen er nu sat i gang og der arbejdes i flere udvalg med forskellige aspekter af byggeriet.
Den 22. september vil der være et stort kick-off-møde, hvor medarbejderne i de deltagende organisationer vil blive præsenteret for et inspirationsoplæg og for, hvad hele processen går ud på.
Brugernes behov
Den ene del af arbejdet er at forholde sig til de interne forhold i organisationerne. Det vil f.eks. sige, hvordan skal rummene organiseres og hvilke fællesfaciliteter har vi brug for. Det er et stort og komplekst stykke arbejde og derfor er der nedsat en styregruppe for denne proces.
Gruppen består af: Torben Wind (Landsforeningen LEV), Helge Barnewitz (Dansk HandicapForbund), Anne Holm (Spastikerforeningen), Mette Holst (Dansk Parkinson Forening), Karl Vilhelm Nielsen (Danmarks Psoriasis Forening), Jens Hørby Jørgensen (Dansk Blindesamfund) og Jesper Boesen (DH).
Gruppen skal vejlede rådgiverne, nedsætte undergrupper og samle op på diskussionerne.
Der vil i den interne proces blive afholdt miniworkshops for ledere, udvalgte medarbejdere og specialister. Alt sammen for at skabe det nødvendige overblik over organisationernes behov, som skal indgå i det fysiske rumprogram, der skal udarbejdes i den eksterne proces.
Byggeprogram
I den eksterne proces skal de mere tekniske ting foregå. Her bliver der lavet forskellige ingeniørberegninger på huset. Desuden er det her, det endelige rumprogram opstår - og det handler altså ikke om at sende folk til månen, men derimod om, hvilke rum, der skal bygges til os.
Tilgængelighed er en central del af den eksterne proces og der er tilrettelagt en arbejdsform, der skal sikre optimale muligheder for, at vi i byggeprogrammet får indarbejdet den viden, der findes i DH's medlemsorganisationer og i Statens Bygge-forskningsinstitut.
Planen er, at der skal ligge et endeligt byggeprogram og et konkurrenceprogram klart i midten af januar 2009. Derefter går vi over i en ny fase, hvor projektet går over i en totalentreprisekonkurrence, hvor prækvalificerede entreprenører, ingeniører og arkitekter - opdelt i hold - skal konkurrere om at lave det bedste projekt til os.
Lokalplan på vej
I løbet af efteråret 2009 skal den endelige finansiering falde på plads. Vi arbejder for øjeblikket på en model, hvor tre fonde skal ind og hjælpe os med at realisere projektet. Vi har meget fornuftige tilbagemeldinger fra fondene, men kan ikke uddybe nærmere lige nu.
Samarbejdet med Høje Tåstrup Kommune forløber også planmæssigt, og vi er i øjeblikket ved at gøre klar til at købe grunden. Samtidigt er kommunen ved at få udarbejdet en lokalplan for området. Disse processer er tilrettelagt, så de ikke skaber forsinkelser i projektet.
Det er således stadig planen, at Handicaporganisationernes Hus skal stå klart til indflytning i slutningen af 2010.

