Vi vil gøre en forskel!
Handlinger tilknyttet webside
LIGESTILLING: Tre DH-afdelinger har sat kvinder med handicap på dagsordenen.
De generelle problemstillinger og begrænsende tænkemåder i forhold til det at være kvinde forstærkes, når fokus er på kvinder med handicap. Det handler om at overvinde disse barrierer i mænds og kvinders tænkemåder, da de er væsentlige hindringer for arbejdet med at skabe lige muligheder og deltagelse for alle i samfundslivet - og ikke mindst for kvinder med handicap.
Ovenstående var oplægget til en temadag om kvinder med handicap, der blev arrangeret 24. maj af DH-afdelingerne i Silkeborg, Skive og Viborg. Formålet med dagen var at sætte fokus på problemstillinger og muligheder, og at sætte mangfoldighed og lige muligheder på dagsordenen i handicaprådet og lokalsamfundet - i foreninger, skoler, institutioner mv.
Temadagens indhold var oplæg og erfaringsudveksling grupperet omkring forskellige situationer og roller: Kvinder i lokalsamfundet, i familiemæssig sammenhæng, i fritidssammenhænge, i uddannelsesmæssig sammenhæng og kvinder på arbejdsmarkedet.
Temadagen mundede på hvert område ud i en kort handlingsplan. Der er efterfølgende lavet en plakat, der skal synliggøre og understøtte det videre arbejde. Plakatens budskaber er følgende:
-
Vi vil mangfoldighed og lige muligheder
-
Gør en forskel - brug din indflydelse
-
Vær aktiv - det smitter!
-
Kvinde - benyt dine muligheder
-
Kvinde - vær en rollemodel for dine medsøstre
Materialet fra temadagen findes på www.handicap.dk/projekter/ligestilling
