Otte år med international handicaphøjskole
Handlinger tilknyttet webside
U-LANDE: Handicaporganisationer i en række ulande sender hvert år ledere på højskoleophold i Danmark. Det er nyttigt, men kan blive bedre, siger en evaluering.
Af Anne-Sophie Fabricius, konsulent i DH
Siden 2000 har DH's medlemsorganisationer via Egmont Højskolens ”Globallinje” haft mulighed for at invitere to personer med handicap fra deres partnerorganisationer i ulandene på lederkursus. Hvert år er otte ledere fra samarbejdslandene - på lokalt niveau og distriktsniveau - ankommet til Egmont Højskolen for at deltage i et kursus om demokrati og rettigheder for handicappede i nord og syd.
Idéen med kurset er, at medlemsorganisationerne ved at opbygge deltagernes kapacitet på bestemte områder, kan styrke sydpartnerne og deres samarbejde med de danske medlemsorganisationer.
Da Globallinjekurset har været gennemført i otte år, ønskede DH en evaluering af kurset - samt anbefalinger til, hvorledes det kan forbedres. Det har nu resulteret i en evalueringsrapport, der er udarbejdet af to eksterne konsulenter fra MVH Consult.
Rapporten blev den 20. august præsenteret for interesserede medlemsorganisationer. DH og medlemsorganisationerne kom med deres bidrag og kommentarer til rapporten og diskuterede konsulenternes anbefalinger.
Evaluering og anbefalinger
Generelt peger evalueringen på, at Globallinjekurset er godt. Kapaciteten, der opbygges hos deltagerne, er både betydningsfuld og har en langvarig effekt. I en vis udstrækning bidrager denne kapacitet også til at styrke deres organisationer.
Evalueringen viser, at indholdet og samarbejdet omkring Globallinjekurset er relevant og værdsat af både deltagerne og deres organisationer. Men det pointeres i evalueringen, at deltagernes organisationers involvering og ejerskab over kursusforløbet er utilstrækkelig. Kurset indgår ikke direkte i det samarbejde, der foregår mellem de danske og de udenlandske handicaporganisationer. Deltagernes viden og kapacitet kunne udnyttes bedre i deres organisationers aktiviteter og målsætninger.
Anbefalingerne går blandt andet på at indarbejde kurset i miniprogrammet - det Danida-finansierede program der gør det muligt for danske handicaporganisationer at støtte deres udenlandske søsterorganisationer. Kursusdeltagerne bør opfattes som ”organisationsopbygningsagenter” af både sydpartnere og danske organisationer.
Bedre forberedelse
Kurset skal ifølge anbefalingerne i højere grad tage afsæt i en dialog med sydpartnerne om, hvad de har behov for, at deres deltager skal kunne. Eksempelvis kunne kursusdeltagerne sammen med deres organisationer, inden deltageren rejser til Danmark, finde et individuelt fokus for deres organisation - og for nøgleudfordringerne i kurset. Herefter kan deltageren udarbejde en proces- og aktivitetsplan med udgangspunkt i dette fokus, efterhånden som deltageren får flere redskaber under Globallinjekurset. Det vil gøre det nemmere for både deltageren og organisationen at opstille opgaver og aktiviteter, som skal gennemføres, når deltageren vender tilbage.
Det vurderes, at målgruppen og optagelseskriterierne er gode, men at selve invitations- og forberedelsesprocessen både skal vare længere og være mere informativ, således at det bliver nemmere for organisationerne, der sender deltagere, at indarbejde dem som element i organisationens aktiviteter.
Danmark om øjenåbner
Evalueringen viser, at deltagerne ikke bare får redskaber til organisationsudvikling på Globallinjekurset. Det at være i Danmark, er en øjenåbner for mange af deltagerne i forhold til demokrati, nye læringsmetoder, generel tilgængelighed og rettigheder for mennesker med handicap. Disse indtryk har ifølge deltagerne en stor betydning for deres personlige udvikling, selvtillid og motivation - og giver dem redskaber til efterfølgende at arbejde i deres organisationer.
Årets hold på Egmont Højskole er startet. I år kommer de otte deltagere fra henholdsvis Nepal, Ghana og Uganda. De to fra Nepal kommer fra Parents Association for Mentally Retarded Children og fra Society of Deafblind Parents. De to ugandiske deltagere er fra Uganda National Action on Physical Disabilities, mens fire ghanesere fra organisationerne Ghana Society of the Physically Disabled (GSPD) og Ghana Association of the Blind (GAB) deltager.
Ud over at deltage i kurset vil deltagerne i løbet af efteråret besøge både DH og deres partnere blandt handicaporganisationerne, samt komme på en firedages studietur i Europa.
Rapporten ”Review of the Global Line course” kan hentes på DH's engelsk-sprogede hjemmeside om ulandsarbejde: www.disability.dk - under menupunktet News > News from DPOD. (DH's engelske navn forkortes DPOD).


