Problemer for den nordiske velfærdsmodel

Der er noget, der tyder på, at den nordiske velfærdsmodel er ved at bryde sammen på handicapområdet. Den har tilsyneladende ikke den brede politiske opbakning, der hidtil har været kendetegnende for de nordiske lande. Princippet om, at de bredeste skuldre skal bære udgifterne for de svageste, har trange kår i disse tider.

DH hører enslydende budskaber fra alle de handicappolitiske paraplyorganisationer i de nordiske lande:

For det første er ingen af de nordiske lande særligt entusiastiske i forhold til at leve op til internationale konventioner og direktiver med betydning for personer med handicap. Slet ikke, når det gælder adgangen for borgerne til at kunne klage over nationale forhold til internationale klageorganer.

For det andet opleves det, at de nordiske lande ikke er i stand til at sikre, at den relevante (nationale) lovgivning implementeres (lokalt), så den lever op til lovens formål og intentioner.

For det tredje er det helt tydeligt, at der på regionalt og lokalt niveau foregår ganske betydelige besparelser i forhold til de tilbud, personer med handicap er 100 procent afhængige af.

For det fjerde opleves det, at der fortsat er nogle meget store barrierer, der forhindrer en effektiv fuld og lige inklusion i samfundet for personer med handicap.

Der er behov for at tage en grundlæggende diskussion om, hvordan de rige og velstillede nordiske lande kan komme tilbage på det rette spor, så det effektivt sikres, at personer med handicap ikke marginaliseres yderligere. Tværtimod skal vi sikres en effektiv inklusion i samfundslivet på lige fod med andre.

For at komme tilbage på den rette spor er det nødvendigt at tage nogle alvorlige beslutninger om at finde de bedste løsninger og de nødvendige ressourcer. Det skal ske i overensstemmelse med det vigtige princip i dansk handicappolitik: sektoransvaret. Den enkelte sektor skal tage vare på alle borgere inden for sit ressortområde.

Angående danske kommuners tilsidesættelse af lovene, når ikke budgettet holder, så må vi sætte vores lid til velfærdsminister Karen Jespersen, der jo både har sociallovene og kommunerne som ansvarsområde. På DH-organisationernes møde med ministeren den 17. juni 2008 lagde Karen Jespersen ikke skjul på sine frustrationer over kommuner, der ikke forstår at tilpasse behov og tilbud - og som fortolker lovene, som det passer dem. Hun fortalte, at man i ministeriet gerne vil finde metoder, der kan belønne de kommuner, der gør det godt - og straffe de kommuner, der forvalter ulovligt. Det var godt nyt fra ministeren. I dagens kommunale selvstyre har Folketinget og ministerierne ellers ingen sanktionsmuligheder.

Stig Langvad