Første konference om handicapkonvention
Handlinger tilknyttet webside
RETTIGHEDER: Den danske regering underskrev den 30. marts 2007 FN's konvention om handicappedes menneskerettigheder. Dermed forpligtede regeringen Danmark til enten at indlemme konventionen i dansk lov, eller at ændre dansk lov, så den efterlever konventionen. Denne ratificeringsproces er i gang - og vil nok vare et års tid. Herefter har konventionen retsgyldighed i Danmark.
Hvad kommer det til at betyde? Og hvilke udfordringer vil vi møde i ratificeringsprocessen? Det satte DH på dagsordnen under den første danske konference om handicapkonventionen den 22. oktober 2007.
De mere end 200 deltagere kom ikke kun fra DH's egne organisationer, men også fra en række andre organisationer, offentlige myndigheder og institutioner.
Deltagerne hørte om konventionens tilblivelse og opbygning og fik forskellige eksperters bud på, hvilken konkret betydning, de forventer, konventionen vil få indenfor deres respektive områder. Der var tale om hhv. det sociale, det uddannelsesmæssige, det tilgængelighedsmæssige, det sundhedsmæssige område samt international virksomhed.
Justitsminister Lene Espersen åbnede konferencen, og derefter hørte vi blandt andet Theresia Degener, Kirsten Ketscher, Ole Pass, Hans Gammeltoft Hansen, Kjeld
Møller Petersen, Niels Egelund m.fl. Aldrig har vi samlet så mange professorer i et konferencepanel…
DH har sammenskrevet de vigtigste pointer i oplæg og den efterfølgende paneldebat. Referatet finder du sammen med oplægsholdernes indlæg på DH's hjemmeside. Se efter temasiden om Rettigheder på www.handicap.dk
-- -- --
