VISO er for eksklusiv

Af Kirsten Plambech, konsulent i DH

”VISO er en ny videns- og specialrådgivningsorganisation, der skal sikre, at borgere med handicap og svære sociale problemer får den bedst mulige hjælp og støtte. VISOs opgave er at yde specialrådgivning til både kommuner, borgere og kommunale, regionale og private tilbud i de mest komplicerede og specialiserede enkeltsager. Og kommuner kan desuden få hjælp til udredning af deres borgere, når det handler om de få mest specialiserede og komplicerede enkeltsager”.

De smukke ord findes på VISO's hjemmeside - hvis man altså kan finde den. Men man gør klogt i at studere nøglebegreberne meget nøje. Det er ”mest komplicerede” og ”de få mest specialiserede”.

For kun meget få borgere får i dag specialrådgivning og udredning i VISO. VISO har fået tildelt de midler, der tidligere blev anvendt til amters specialiserede indsats. Men midlerne bliver ikke brugt i VISO. Borgerne får altså ikke de ydelser, de fiktidligere. Inden kommunalreformen. Her smuldrer en af de vigtigste grundsten i reformen.

Blandt DH's medlemsorganisationer fortæller mange, at det kan være svært for deres medlemmer at få en sag anerkendt som VISO-sag. De fik tidligere specialrådgivning fra amtet - men nu er de pludselig ikke ”specielle” nok. De efterlades uden specialrådgivning i svære situationer. For kommunerne kan ikke selv.

Arbejdsdelingen mellem kommuner og VISO, kaldet snitfladen, er med andre ord forkert. Det er for svært at komme igennem nåleøjet til VISO's specialrådgivning og udredning.

Samtidig har VISO udviklet et mega bureaukrati i sagsbehandlingen. Handicaporganisationerne fortæller, at det kræver mange ressourcer overhovedet at få en sag båret frem til VISO. For at blive godkendt som VISO-sag kræves en grundig beskrivelse. Og anerkendelsen behøver ikke at omfatte hele personen. Man vurderer på hver enkelt ydelse. Borgerens liv og situation splittes i småbidder.

Trods indledningens smukke ord, synes VISO at leve sit liv i det skjulte. Det er mere kommunernes end borgernes VISO. I handicaporganisationerne har man det indtryk, at kommunerne ikke aktivt fortæller borgerne om deres mulighed for at kontakte VISO med henblik på specialrådgivning. Kommunerne ser helst, at VISO kun kommer ind i billedet på kommunens foranledning. Men det er ikke meningen. Det har aldrig været tanken.

Der er tilmed fortsat kommuner, som simpelthen vælger VISO fra. Måske fordi man er bange for, at specialiseret rådgivning og udredning kan påvirke den efterfølgende (kommunale) indsats og (især) udgifterne i den forbindelse.

Borgerne har altså siden reformen mistet en del af specialrådgivningen. Det går ikke.

VISO er mere end Center for Specialrådgivning i Odense. Det andet ben skulle handle om indsamling og brug af national og international viden på handicapområdet. Her skulle VISO's faglige netværk og de forskellige videnscentre spille en rolle. Men det ben trænger til støtte. VISO halter slemt.

Ikke alle handicapområder er dækket ind af et videnscenter eller en anden vidensfunktion. Det skal der gøres noget ved. Der skal samtidig skabes en sammenhæng mellem specialrådgivning og vidensfunktion. Den viden, der eksisterer i de faglige miljøer, skal indsamles og anvendes. Videnshullerne må lukkes. En vidensbank må etableres.

Dette er, hvad DH kæmper for, blandt andet i VISO's faglige bestyrelse, hvor vi har pladser. Men endnu uden held.

Vi mener, at der må regeringspolitikere på banen nu. Der er grundlæggende ting ved VISO, der må ændres. Der skal åbnes langt flere sager i VISO-regi. Sagerne skal omhandle hele mennesket og en samlet ydelse.

Man kunne starte med at lade de faglige miljøer, der har kontrakt på at skulle levere ydelser til VISO, selv afgøre, hvorvidt en borger falder inden for VISO-området (om vedkommende er speciel nok). Det har de faglige miljøer mere forstand på end bureaukratiet i Odense. Lad dem overtage en del af visitationen.

-- -- --