Handicaprådene virker - for det meste
Handlinger tilknyttet webside
Mange kommuner har fået sat handicappolitikken på dagsordenen, takket være handicaprådene. Men der er plads til forbedringer.
Af Dorthe Stief Christensen, organisationskonsulent i DSI
De fleste kommunale handicapråd er kommet godt fra start. Man er kommet ud over startvanskelighederne. Man snakker ikke længere om, hvordan rådet skal arbejde - man arbejder. Men selv om mange handicapråd udfører et flot stykke arbejde og rent faktisk tages alvorligt af kommunen, er der stadig en række udfordringer, som må forbedres.
For det første har mange politikere (og embedsfolk) misforstået handicaprådets rolle som dialogforum. De forholder sig tavse og lyttende. I værste fald refereres kun fra handicaprådsmøderne, at DH's repræsentanter har udtalt sig - der refereres ikke fra handicaprådet som sådan.
Et andet problem er, at det åbenbart tager tid for kommunerne at efterleve bekendtgørelsens tekst, hvoraf det fremgår, at alle initiativer, der har betydning for mennesker med handicap, skal høres i handicaprådet. Det gælder også sager, som kommer fra andre forvaltninger end socialforvaltningen, og det gælder også større aftaler og planer, som direkte eller indirekte har betydning for borgere med handicap. Det kan være kommunens budgetter, sundhedsaftaler, kvalitetsstandarder osv.
Mere handicappolitik
Endelig ser vi handicaprådsmedlemmer, som druknes i bureaukratiske sagsgange, der er bremsende for den gode dialog. Det kan være bunkevis af ubearbejdet dagsordensmateriale, uden sagsfremstillinger/indstillinger og meget kort forberedelsestid. Det kan være utilgængelige materialer. Alt i alt urimelige arbejdsforhold, som i værste fald betyder, at den brugerindflydelse og udveksling, som er formålet med handicaprådet, ikke opfyldes.
Men handicappolitikken er blevet sat højt på dagsordenen i de fleste kommuner. Langt flere handicapspørgsmål er blevet diskuteret i kommunalbestyrelsen, end vi har set tidligere. Handicaprådet bliver ofte hørt og får indflydelse. Mange steder er man ved at udvikle, nedfælde og beslutte en langsigtet politik på handicapområdet - i god dialog!
De få kommuner, der har lidt svært ved at komme i gang, må velfærdsministeren prøve at hjælpe på vej. En god start lover trods alt godt for fremtiden.
-- -- --
