Førtidspension eller job - behov for nytænkning

Af Stig Langvad, formand for
Danske Handicaporganisationer

Førtidspension skal først tilkendes, når det er endeligt afklaret, at arbejdsevnen ikke kan forbedres. Men regler og praksis modarbejder denne målsætning. Fra handicaporganisationernes side mener vi, at en ny, aktiv rehabiliteringsindsats og en ny rehabiliteringsydelse vil kunne overflødiggøre en for tidlig eller midlertidig tilkendelse af førtidspension.

Der er især brug for at se på regler og praksis i forhold til personer med psykiatriske diagnoser. De udgør næsten halvdelen af alle tilkendte førtidspensioner i dag, hvilket vil sige næsten 7.000 årligt.

Ankestyrelsen har vurderet 50 sager, hvor der er bevilget førtidspension til personer med en psykisk lidelse. I ca. en tredjedel af tilfældene fandt Ankestyrelsen, at der ikke var grundlag for at tilkende førtidspension, enten fordi der ikke var grundlag for diagnosen, eller fordi der fortsat var mulighed for behandling.

Ankestyrelsen siger altså, at man med udbytte kan gøre mere for at undersøge mulighederne for at komme ind på arbejdsmarkedet for den enkelte med en psykiatrisk diagnose. Men skal dette give mening, så er der behov for nytænkning.

Danske Handicaporganisationer mener ikke, at den nuværende lovgivning rummer mulighed for at løse opgaven. Der er alt for mange regler om mere eller mindre fastsatte tidsforløb. F.eks. ”kortest mulig vej tilbage til arbejdsmarkedet” eller ”maksimalt fem år til revalidering”.

Dertil kommer revalideringskravet om, at man skal igangsætte en indsats, som fra starten er præcist målrettet i forhold til en erhvervsplan. Det er meget sjældent, at man kan være så kort og præcis i indsatsen, når det gælder personer med psykiatriske diagnoser.

Der er behov for en mere fleksibel og længerevarende indsats i forhold til denne målgruppe. Det kræver en lovændring.

Ankestyrelsens undersøgelse viser, at omkring halvdelen var på kontanthjælp på tidspunktet for tilkendelse af førtidspension, mens en tredjedel modtog sygedagpenge. Inden for de seneste fem år var de undersøgte kun selvforsørgende i 18 procent af tiden.

For netop denne gruppe med psykiatriske diagnoser gælder det, at det tager tid at få afklaret, hvorvidt man kan fortsætte på arbejdsmarkedet eller skal tilkendes førtidspension. Men inden man er nået til vejs ende, så mister man retten til arbejdsløshedsunderstøttelse eller sygedagpenge. Man skal så leve af kontanthjælp, der reguleres i forhold til en ægtefælle/samlevers indkomst - eller er nedsat på grund af ens unge alder.

Jo længere tid man befinder sig på kontanthjælp, jo mere desperat bliver man i forhold til at få en stabil og højere indkomst. Hvorfor de fleste vil være særdeles motiverede til at tage imod en førtidspension.

Danske Handicaporganisationer mener, at der er behov for at sikre denne gruppe mennesker en anden form for indtægt i forbindelse med den periode, hvor det afklares, om de kan rehabiliteres, så de kan komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det kræver lovændring.

Vi mener, at en rehabiliteringsydelse skal fastsættes på et niveau, som forebygger kassetænkning fra såvel personerne selv som fra de kommunale jobcentre. Rehabiliteringsydelsen skal svare til arbejdsløshedsunderstøttelse, sygedagpenge, revalideringsydelse og førtidspension.

Der er behov for en helt ny rehabiliteringsindsats for denne målgruppe. Indsatsen skal være uden de mange ”stressende” krav om faste perioder og fastsatte slutmål - og langt mere helhedsorienteret. Rehabiliteringsindsatsen må involvere alle relevante elementer, som f.eks. rådgivning, samtale, bolig, fritid, familie, revalidering, aktivering, afprøvning, behandling og genoptræning. Der er tale om et perspektiv, der har døgnets 24 timer som sit fokus og alle relevante forhold vedrørende og omkring den enkelte person.

Vi mener, at den enkelte person skal have tilknyttet en rehabiliteringskoordinator. Denne skal have ansvaret for, at alle relevante sektorer inddrages og yder deres bedste. Der skal skabes optimale betingelser for at bringe personen ind i en udvikling, der fører til fastholdelse på eller introduktion til arbejdsmarkedet. Samtidig sikrer rehabiliteringskoordinatoren, at ingen overlades til deres egen skæbne, men derimod fastholdes i et aktivt forløb, selvom der f.eks. dukker en ny sygeperiode op.

Det vil i øvrigt være naturligt også at tilbyde en helhedsorienteret rehabiliteringsindsats til de personer, som allerede har førtidspension, men som gerne vil forsøge at opnå en eller anden form for tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er en drøm, de skal have hjælp til.

Og så skal man naturligvis sikre, at de personer, som vitterligt ikke har mulighed for at sikre deres forsørgelse via deltagelse på arbejdsmarkedet, har adgang til en tilstrækkelig og sikker førtidspension!