Minister: Konstruktionsfejl i VISO

Af Kirsten Plambech, socialpolitisk konsulent i DH

”Jeg synes ikke, det går særlig godt, og det går slet ikke så godt, som det skal”. Sådan indledte velfærdsminister Karen Jespersen et åbent samråd om VISO den 9. januar i Folketinget. Det er da en indrømmelse, der vil noget.

Ministeren sagde, at hun mener, problemerne stikker dybere, og at der er tale om ”konstruktionsfejl”. Selvom kommunerne er blevet større, og har fået det samlede ansvar for specialrådgivningen, mente ministeren, at der vil være situationer, hvor man har brug for at søge hjælp uden for egne rækker. Det kan DH kun erklære sig meget enig med ministeren i.

I sin analyse af, hvorfor det ikke fungerer godt nok, gav ministeren udtryk for, at forklaringerne ikke alene kan henføres til begyndervanskeligheder. Grundlæggende mente ministeren, at VISO er blevet for bureaukratisk. Det er DH meget enig i.

Ministeren mente, at der kan gøres noget her og nu - uden at lave det hele om. Hun foreslog, at alle kan henvende sig til VISO, og at alle de borgere, der henvender sig, skal have en samtale med en person med ekspertviden. Ministeren kaldte det ”at inddrage det faglige netværk i visitationen”. Det har DH også tidligere peget på.

Ministeren mente, at der er et problem i, at rådgivningen af myndigheder og borgere ligger samme sted. Hvad ministeren helt præcist mener med den udtalelse, vides ikke med sikkerhed, men under alle omstændigheder lagde ministeren op til, at rådgivningen på lang sigt skal bygges op på en anden måde.

VISO skal evalueres ved udgangen af 2008, og ministeren mente, at vi lige så godt kan begynde med det samme. Ministeren vil lave et oplæg til KL og kommunerne og brugerorganisationerne, herunder DH om, hvordan organiseringen skal se ud i fremtiden.

Ministeren betonede vigtigheden af vidensfunktionerne og betydningen af at få opsamlet viden og holde øje med nye måder at gøre indsatsen på samt at videregive viden. Men på dette område pegede ministeren ikke på løsninger.

Endelig betonede ministeren, at VISO skal have en opgave som et slags hjælpeteam, der kan tage ud i kommunerne og bistå dem med at opbygge viden.

Konkret lægger ministeren op til forbedringer på kort sigt ved at inddrage de faglige netværk i visitationen og ved at lukke flere brugere ind i folden. På længere sigt er ministeren indstillet på at drøfte, om området kan organiseres på en anden måde. DH finder begge dele positivt og vil gå aktivt ind i de kommende drøftelser.

Fra handicaporganisationernes side har vi derfor taget hul på diskussioner og overvejelser om, hvordan vi ønsker specialrådgivningen skal se ud i fremtiden. Det første temamøde har allerede været afholdt og flere vil følge.

Helt centralt i diskussionerne er, hvordan vi styrker borgeren (som den svage part) i mødet med systemet. Hvordan sikrer vi, at både borgere og kommuner har let adgang til de specialiserede faglige miljøer, og hvordan sikrer vi, at kommunerne anvender dem? Kunsten er at vide, hvad man ikke ved. Den kunstart er ikke kommunernes foretrukne.

Flere handicaporganisationer oplever et stort pres på deres rådgivninger, hvilket vidner om, at der fortsat hersker stor usikkerhed om, hvor og hvordan borgerne får den rette rådgivning og den rette behandling i det offentlige system.