To sider af vejen gennem Kampala

Af Per Vad, kommunikationsmedarbejder i Dansk Epilepsiforening

Børnedødeligheden på 10 procent, de tusinder af kvinder, der dør på grund af fødselskomplikationer, og andre horrortal fra Ugandas sundhedsstatistik bliver forståelige og troværdige, når man f.eks. besøger Kawalo Hospital i Mukono provinsen.

I midten af operationsstuen under en stor operationslampe står en briks med skummadras med kraftig blågrøn plastikbetræk, der er en lille smule flænget, og i hjørnet står en spand og svaber, der bruges til vaske blodet og væskerne af gulvet efter operationerne. Indgrebene foregår under hygiejneforhold, der minder mere om værktøjsbænken i min brors carport, end om et hospital. Og på kvindeafdelingen ligger en ung kvinde, der har fået kejsersnit og fremviser en syning, der mest af alt ligner en bodypiercing.

I princippet har alle i Uganda ret til gratis lægehjælp. Og hospitalsvæsenet er ikke altid som Kawalo. Der er f.eks. det store offentlige Mulago Hospital i Kampala, der har europæisk standard, og bl.a. kan foretage epilepsioperationer.

Uganda har en økonomisk vækst på ca. seks procent. Men der er stadig fattigdom i Kampala. Det kan tiggeren Geofrey bevidne. Han mistede sine ben som barn på grund af polio. Nu slæber han sin krop rundt med hænderne beskyttet i et par violette plastikslippers og tigger penge af udlændingene på Kisemente torv fra ti om formiddagen til otte om aftenen.

Om natten overnatter han et sted i slummen med en, han kalder ”my madame” og drømmer om en dag at åbne en fortovsforretning med gummisko, ligesom den et par fyre henne på et af torvets hjørner har.

Foto af Kaziro Mike

Det er ikke alle handicappede, der tigger. Kaziro Mike har også mistet benene på grund af polio. Men han kører maraton på tricykel og har et skilt på bagsmækken, hvor der står ”Talk about Money”. Og Mike taler om penge hele dagen i sin mobil. Han ernærer sig som ejendomsmægler og skal bare formidle et salg en gang om måneden, så har han en ret god indtægt.

Kampala har kun to turistseværdigheder i europæisk forstand. Det ene er Kasubi Tombs, der er en stor flot stråhytte, hvor de sidste konger ligger begravet, og hvor et par spisestole, der er en gave fra Dronning Victoria, er udstillet. Den anden er Nationalmuseet, der med dets spredte samlinger af skærver fra stenalderen, stammespyd og en gammel maskindel minder mere om et egnsmuseum end en præsentation af en nation med en rig historie og kultur.

Kampalas største seværdighed er Kampala. Skal man være kynisk, så er slummen en af de største attraktioner. Man får en - ubehagelig - fascination af fattigdom, når man oplever Bwaise og Kampalas andre slumkvarterer, der er store bydele med affald, kvinder der laver mad ved åben ild, selvtægt, hvor borgerværn hakker tyveknægte ihjel med macheter, skure med rustne bliktage og små tarvelige lerstenshuse.

Kampalas slum

Nogle af husene er malet over med multinationale selskabers farve og logo og står som lilla reklamer for mobilselskaber eller orange reklamer for læskedrikke mellem skure, der sælger kioskvarer, elektronik, cola eller mad med så mange bakterier, at enhver europæer ville få tyndskid i en måned.

Der er også andre seværdigheder. F.eks. Old Taxipark, hvor alle byens taxibusser har endestation. Når man ser ud over pladsen, ligner den et stort landskab med beskidt sne. Når man går ned mellem de hundredvis af taxibusser er det et stort kaos, hvor der er system i kaosset, så folk på uforståelig vis kan finde den taxibus, der kører i deres ønskede retning.

Man kan også lade sig opsluge af Owino Market og blive en celle i en levende organisme, hvor kunder og handlende maser sig op ad hinanden i de snævre stier mellem boderne, der sælger alt fra mel og bønner til brugte sko.

Og hvis man vil have en på opleveren og savner en tivoliforlystelse, så kan man prøve at sætte sig bag på en af byens mange motorcykel-taxier, boda-bodaer. Førerne er dumdristige, ofte halvfulde, unge fyre, der siksakker gennem den sindssyge trafik, så man kommer i intim nærkontakt med myldret af proppede taxibusser, dyttende biler, blændende lys fra høje roveres forlygter, fodgængere, der bærer dunke og sække på hovedet, cykler, der kan falde fra hinanden, hvad øjeblik det skal være, og andre boda-bodaer, der siksakker i modsat retning.

Kampala er bygget på og omkring en samling høje bakker, hvor slummen og de ulovligt opførte boliger ligger i bunden. En af byens nye og bedste veje, Mawansa Road, fører gennem et kvarter med ulovligt opførte boliger, hvor der i midterrabatten går et par enkelte geder og nogle høns, der er sluppet over vejen fra boligområdet, hvor regntidens bakteriefyldte vand driver ned, trænger op i husene og efterlader aftegninger af fugt langt op ad murene.

Højere oppe via f.eks. Kirra Road ligger traditionelle boligområder, der på en god dag kan minde om danske andelsboliger fra trediverne eller noget fra det tidligere Østberlin. På grund af kvarterernes frodige grønne græs og tørresnorene med farverige klædestykker, så har de deres egen charme.

Kampala har også fine kvarterer. Der er villakvarterer med store etplanshuse, der kunne have ligget i Risskov, men i stedet for Århusbydelens havelåger har Kampalas villaer høje gitterporte og vagter. Det samme ser man ved indkørslen til Lugogo By-pass og andre fine kvarterer i byen, der ligger beskyttet bag høje mure.

Chaufføren, der viser mig rundt i byen, har bilradioen stillet ind på KFM, hvor dj's taler tomgangssnak i pauserne mellem popmusik, konkurrencer og reklamer. En af reklamerne er en AIDS-kampagne, der advarer imod utroskab med sloganet ”Your side dish could also be someone elses side dish. Spouses get of the sexual network.”

Uganda var et af de første afrikanske lande, der knækkede AIDS-kurven, men landet kæmper stadig imod sygdommen, der især spredes af utro mænd. Derfor går kampagnebudskabet om at holde sig til sunde, småborgerlige familieværdier igen i både radioens musikkanaler og på store billboards med smilende kernefamilier, der holder hinanden om skuldrene.

Uganda får 40 % af sit budget fra donorer. Danmark er et af de lande, der yder betydelig støtte til Uganda. Støtten kommer f.eks. via Danske Handicaporganisationer og nogle af dets medlemsorganisationer. Men støtten varer selvfølgelig ikke for evigt.

Jeg har en samtale med en journalist fra et af Ugandas største dagblade, New Vision, om nogle af de problemer, der skal løses, hvis Uganda skal stå på egne ben. Et problem er korruptionen. Uganda er et af de fire lande, hvor bestikkelse er mest udbredt. Men som journalisten forklarer, så har Uganda alt, hvad der kræves af love og institutioner for at bekæmpe korruption. De mangler bare at implementere dem.

Det afgørende problem er dog at få fødselstallet ned. Ugandas befolkningsproblem er det omvendte af vores. Vi har ikke råd til at tage os af de ældre. I Uganda er der ikke råd til at give de mange børn den sundhed og uddannelse, der er nødvendig.

Per Vad deltog som del af Dansk Epilepsiforenings delegation på projektbesøg hos den ugandiske epilepsiforening - Epilepsy Support Association Uganda - i forbindelse med det Danida-finansierede projekt ”Bringing Epilep-sy in Uganda out of the shadows -Phase II”.