En socialpolitisk gyser

Af Stig Langvad, formand for DH

Borgerne føler sig fortabte, sådan som reglerne for den ny hjælperordning - Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) - bliver forvaltet på nuværende tidspunkt. Vel at mærke i de kommuner, der overhovedet er kommet i gang. Problemet er i korthed, at kommunerne fortsat ikke udmåler tilstrækkelige midler til, at borgere med BPA kan tilbyde ordentlige løn- og ansættelsesvilkår til de ansatte hjælpere.

Kommunernes kreative omfortolkning af loven baserer sig på udmeldinger fra Kommunernes Landsforening (KL). Udmeldinger, der i mange kommuner næsten følges slavisk som lov.

Kommunerne henviser til, at midlerne fra staten ikke rækker til at gøre det bedre. Samtidig har ministeriet svigtet ved at være det meste af et år om at skrive en vejledning.

De faglige organisationer FOA og 3F er også bekymrede, hvilket blandt andet er kommet til udtryk i en henvendelse til minister og KL. Fagforeningerne skriver, at fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden, herunder døgnvagter, kun er mulig, hvis det sker med udgangspunkt i en overenskomst. Men de midler, kommunerne udmåler, rækker ikke til at følge de indgåede overenskomster. Hvor er vi så henne? Fleksibiliteten og hensynet til de svageste med behov for BPA er truet.

Med BPA skulle det være muligt at overlade arbejdsgiveransvaret til enten en privat virksomhed eller en borgerstyret organisation. Den slags koster jo - ingen kan administrere gratis. Men kommunerne udmåler i mange tilfælde så små beløb, at borgerne ikke har mulighed for frit at vælge, hvem der skal varetage arbejdsgiveransvaret. Kommunerne opstiller ikke engang et regnestykke for, hvad det ville koste dem selv at løse opgaven. Det er ellers et krav.

Det kan for eksempel undre, at kommunernes opgjorte timepriser for personlig pleje i hverdagstimerne beløber sig til mellem 264 kr. i de billigste kommuner og 445 kr. i de dyreste kommuner. Mens de samme kommuner kun vil betale mellem 180 og 212 kr. for en times hjælp efter BPA-ordningen.

BPA må med andre ord kun koste omkring halvdelen af timeprisen for hjemmehjælp. Er der noget at sige til, at borgerne ikke kan få tilskuddet til at løbe rundt? De kan hverken tilbyde ordentlige løn- og ansættelsesvilkår til deres hjælpere - med udgangspunkt i en overenskomst - eller vælge hvem, der skal varetage arbejdsgiveransvaret for dem.

DH har rettet henvendelse til indenrigs- og socialminister Karen Ellemann ad flere omgange med beskrivelser af problemer og forslag til løsninger. DH mener, det er nødvendigt, at lovgrundlaget præciseres på en række områder, så kommunerne ikke kan slippe af sted med deres discountløsninger. Det er uværdigt for alle parter.

Se DH's brev og notat til ministeren af 21. januar 2010 og DH's brev til ministeren af 1. februar 2010 på DH's hjemmeside: www.handicap.dk/nyheder/bpa-kaos