Share |
Forside | Dokumenter | DH-Nyhedsbrev | DH-Nyhedsbrev 2/08 (juni) | Rettigheder på flyrejser i EU

Rettigheder på flyrejser i EU

Handlinger tilknyttet webside
« Forrige side | | Næste side »   Side 19/23

BEFORDRING: EU-forordning skal sikre mennesker med handicap, at de ikke nægtes adgang til flytransport, samt at de modtager den nødvendige assistance i forbindelse med flyrejser.

Af Lena Nielsen, DH's medlem af Luftfartens Handicapråd

Som led i en strategi om at sikre bedre muligheder for transport for mennesker med handicap, har man i EU vedtaget en forordning (EC 1107/2006), som indeholder bindende regler, der skal sikre lige rettigheder for mennesker med handicap på flyrejser.

De grundlæggende principper i forordningen er, at man ikke skal kunne afvise en person med handicap, hvis denne ønsker at benytte flytransport, samt at mennesker med handicap skal sikres den nødvendige assistance i forbindelse med flyrejser.

Reglen om ikke at kunne blive nægtet adgang til flytransport trådte i kraft sidste sommer, mens resten af kravene i forordningen træder i kraft d. 26. juli 2008. I Danmark er Statens Luftfartsvæsen udpeget som håndhævelses- og klageorgan.

Europa-kommissionen vil formidle en tjekliste for lufthavnenes opgaver, og op til forordningens ikrafttræden køre en informationskampagne med en folder og en video, som vises i lufthavnene og måske også i flyene.

Delt ansvar

Opgaven med at yde assistance er delt mellem lufthavnene og luftfartselskaberne. Lufthavnenes ansvarsområde vil blive dækning af al service til flypassagerer med handicap uden for flyet. I samarbejde med handicaporganisationerne skal de større lufthavne fastlægge og offentliggøre kvalitetsstandarder for denne assistance og service.

Lufthavnene skal også udpege opsamlingssteder (pick up points) ved ankomst- og afgangssteder. På disse steder skal man som passager med handicap kunne rekvirere den fornødne assistance helt frem til ombordstigning på flyet. Det er vigtigt at være opmærksom på, at man senest 48 timer før afgang skal have gjort opmærksom på sit behov for assistance. Dette kan ske samtidig med, at man bestiller sin billet.

Luftfartselskaberne får ansvar for assistance i flyet, og skal udarbejde kvalitetsstandarder for denne service. Herunder skal man i samarbejde med rejseselskaberne sørge for procedurer, der kan garantere en effektiv formidling af informationer om den enkeltes behov, så de når ud til alle led i en flyrejse - samt sørge for den rette og tilgængelige bookingsoftware m.m.

Træning af alt personale skal ske som en delt opgave mellem lufthavne og luftfartselskaber. Træning koster penge, og udgifterne til træningen skal inkluderes i lufthavnens udgifter i forbindelse med indførelse af forordningen.

Ros til København

Repræsentanter fra DH's Tilgængeligheds- og Hjælpemiddelpolitiske udvalg har i januar og marts 2008 deltaget i konferencer i Bruxelles om den korrekte gennemførelse af forordningen. Konferencerne var arrangeret af Europa-kommissionen med deltagelse af luftfartens aktører og de europæiske handicaporganisationer, der er samlet i European Disability Forum.

På konferencerne viste det sig, at der er stor forskel på, hvor langt de enkelte lande er fremme med opgaven. Tiltagene i Københavns Lufthavn fik stor ros og blev til god inspiration for andre lande.

Københavns Lufthavn har udpeget opsamlingssteder (pick up points) ved ankomststeder så som Metro, togstation og parkeringshuset (indrettet med 20 handi-capparkeringspladser til en favorabel pris). I samarbejde med Statens Byggeforskningsinstitut indrettes et assistancecenter med handicaptoilet og hvilemulighed mv.

DH's Tilgængeligheds- og Hjælpemiddelpolitiske Udvalg samt Statens Byggeforskningsinstitut har en positiv dialog med Københavns Lufthavne, og DH er ved at oprette arbejdsgrupper omkring de lufthavne, som er omfattet af forordningen, dvs. lufthavnene i København, Ålborg, Århus, Billund, Esbjerg, Karup og på Bornholm. Arbejdsgrupperne skal overvåge processen og fortsætte som vejledningsorgan og klageindsamler, også efter forordningens ikrafttræden.

Mangler

Der er visse mangler i forordningen. Bl.a. vil det fortsat være muligt at afvise en person med et handicap, hvis det er ”objektivt begrundet” i sikkerhedshensyn. Men det er vores håb, at visse flyselskabers modvilje eller problemer med interne regler er et overstået kapitel.

Der er nogle begrænsninger i størrelsen på den erstatning, man vil kunne få stillet til rådighed i tilfælde af, at ens hjælpemidler bliver beskadiget under håndtering eller flytransport. Dette problem arbejdes der aktuelt på at finde en løsning på.

Når forordningen skal revideres, håber DH, man vil sætte ind på følgende punkter:

  • Skærpet opmærksomhed, specifik træning og entydigt ansvar for håndtering af vores kørestole og hjælpemidler for at forebygge skader.

  • Opblødning af det generelle krav om kun at kunne medtage to hjælpemidler vederlagsfrit pr. passager med handicap. Antal af hjælpemidler skal bygge på en individuel vurdering.

  • Kompensation for udgiften til medtagelse af en ledsager, når flyselskabet stiller krav herom.

  • Ret til at kunne benytte sin egen kørestol frem til flygate.

  • Understregning af retten til aldrig at blive adskilt fra sin personlige hjælper/ledsager; retten til at få det bedst egnede flysæde i forhold til indbæring; retten til flysæde ved siden af personlig hjælper/ledsager.

  • Flytoilet indrettet tilgængeligt til en on board kørestol i alle større fly.

Læs mere:

Statens Luftfartsvæsen: www.slv.dk > flypassager > handicap.
Københavns Lufthavnes handicap-faciliteter: www.cph.dk > Faciliteter.
Find link til den danske oversættelse af forordningen på www.handicap.dk/politik/tilgaengelighed/links

Søg