Share |
Forside | Dokumenter | DH-Nyhedsbrev | DH-Nyhedsbrev 2/09 (juni) | Dagen for lige muligheder

Dagen for lige muligheder

Handlinger tilknyttet webside
« Forrige side | | Næste side »   Side 11/26

LOKALT: DH håber, at man i alle kommuner vil markere den 3. december som ”Dagen for lige muligheder” ved at uddele en handicappris.

Den 3. december er FN's internationale dag for personer med handicap. I Danmark er det meget beskedent, hvad der har været af arrangementer på den 3. december; men det er der planer om ændre. Anledningen er DH's 75-års jubilæum og ratificeringen af FN's handicapkonvention. DH arbejder for, at den 3. december bliver ”Dagen for lige muligheder”, hvor man i alle landets kommuner markerer dagen ved at uddele en handicappris.

DH har opfordret sine 97 afdelinger til at forelægge forslaget om en handicappris for det lokale handicapråd. For at en markering skal få størst mulig effekt og omtale, skal flest muligt kommuner deltage.

Kriterierne for at modtage prisen bør udformes i de enkelte handicapråd. Når rådene skal gøre det, så mener DH, at det er vigtigt, at man tænker ud over de traditionelle rammer. Det er vigtigt, at man ikke kun tænker på at uddele prisen til et sted, som har øget tilgængeligheden for bevægelseshæmmede. Handicap er mange ting og har betydning på mange områder. Prisen kunne for eksempel gives til en lokal ildsjæl, en virksomhed som har udnyttet potentialet hos personer med handicap, en politiker, som har bragt handicap på dagsorden, sportsklubben som har arbejdet aktivt for handicapidræt eller selvfølgelig byggeriet, hvor man har medtænkt adgang for personer med handicap.

Det er tanken, at kommunen skal have det økonomiske ansvar for prisen (måske de kan finde en sponsor), men det vil være naturligt, at det er handicaprådene, som både sætter kriterier for uddelingen og udvælger modtagerne. Vi håber, at man lokalt kan få borgmestrene til at forestå uddelingen sammen med formanden for handicaprådet og repræsentanter for DH's lokalafdeling. Det vil sikre en god omtale i de lokale medier.

DH vil op til den 3. december samle information om alle prismodtagerne på en hjemmeside, der skal fungere som inspiration for andre og som information til pressen. På den måde får de lokale prisuddelinger en national pressedækning, de ellers ikke ville have fået.

Søg