Den kommunale sagsbehandling er for ringe
Handlinger tilknyttet webside
KOMMUNALPOLITIK: En undersøgelse blandt handicaporganisationerne viser, at alle kæmper med eksempler på ringe kommunal sagsbehandling. DH har indledt en dialog med borgmestre, faglige sammenslutninger og andre, der har en interesse i at gøre det bedre.
Af Kirsten Plambech, socialpolitisk konsulent
Manglende koordination på tværs af de kommunale forvaltninger, manglende viden og alt for lang sagsbehandlingstid. Økonomien står over fagligheden, og der mangler respekt for god forvaltningsskik og retssikkerhed. Det er nogle af hovedoverskrifterne i den udtalelse, som DH's repræsentantskab vedtog den 25. april 2009.
Oplægget til udtalelsen og debatten var et udspil fra DH's forretningsudvalg, der tidligere på året diskuterede udviklingen. De besluttede at indhente konkrete eksempler på kommunal sagsbehandling fra DH's medlemsorganisationer. Resultatet blev en eksempelsamling med 42 eksempler, der på forskellig vis illustrerer, hvilke problemer mennesker med handicap møder i kommunerne.
Et eksempel er en borger, der for snart tre år siden ansøgte om støtte til køb af bil. På trods af en klar afgørelse fra det sociale nævn for flere måneder siden, har borgeren fortsat ingen bil. Et andet eksempel handler om en ung person på 18 år med autisme, der har behov for et botilbud, men i stedet har udsigt til fire års ventetid.
Dialog med kommunerne
Både eksempelsamlingen og udtalelsen blev i slutningen af april sendt til alle landets borgmestre og handicapråd. Her er reaktionerne blandede. Nogle borgmestre kan slet ikke genkende kritikken. Det gælder for eksempel Hedensted Kommune. Her hedder det bl.a.: ”Vi yder støtte og hjælp i henhold til gældende lovgivning og behandler vore borgere respektfuldt”.
Andre kommuner tager handsken op. For eksempel oplyser borgmesteren i Rebild Kommune, at DH's henvendelse har givet anledning til at drøfte de beskrevne indsatsområder med fortsat fokus på anvendelse af bedst mulig praksis. Både Rebild Handicapråd og forvaltningen er blevet bedt om at drøfte DH's udsendte materiale med henblik på at gøre praksis endnu bedre. Det er positivt. I andre kommuner er der tilsvarende lagt op til dialog i handicaprådene om DH's eksempelsamling og udtalelse.
I Frederiksberg Kommune har formanden for handicaprådet, Holger Kallehauge, uddybet DH's udtalelse i en henvendelse til kommunen med anmodning om dialog. Henvendelsen indeholder syv punkter, der hver især er ledsaget af forslag og ideer til handling. ”Hovedparten af de her fremsatte forslag indebærer ikke øgede administrationsomkostninger, men øget effektivitet og et stort potentiale i form af større arbejdsglæde og borgertilfredshed”, hedder det bl.a. i henvendelsen. Forslagene fra handicaprådet handler blandt andet om koordination i sagsbehandlingen, uafhængig borgerrådgiver, opkvalificering af medarbejdere og øget brug af VISO.
Medmenneskeligheden glemmes
I Københavns Kommune har borgerrådgiver Johan Busse sidste år måtte give 96 næser til embedsmændene på rådhuset efter at have realitetsbehandlet 191 klagesager. Det viser borgerrådgiverens seneste årsberetning. Alt for mange københavnere behandles ubetænksomt på rådhuset og udsættes for dårlig og langsommelig sagsbehandling ifølge Johan Busse.
Det er femte gang, at københavnernes ombudsmand må løfte pegefingeren i en årsberetning, fordi der bliver begået alt for mange fundamentale fejl. Historien fremgik af dagspressen den 15. maj 2009.
Set med DH's øjne bekræfter udtalelserne DH's klare budskab om, at den kommunale sagsbehandling er for ringe. Det skal da heller ikke være en hemmelighed, at nogle af de beskrevne sager i DH's eksempelsamling netop stammer fra Københavns Kommune.
Invitation til dialog
Ud over henvendelsen til landets borgmestere og handicapråd har DH rettet henvendelse til indenrigs- og socialminister Karen Ellemann, som DH skal mødes med den 11. juni 2009. Den kommunale sagsbehandling vil blive et af mødets temaer.
Derudover har DH aftalt møder med Kommunernes Landsforening, kommunernes chefforeninger og relevante faglige organisationer. Her vil vi drøfte situationen i kommunerne og hvilke mulige løsninger, der kan findes på problemerne.
Se eksempelsamlingen på DH's hjemmeside: www.handicap.dk/eksempelsamling
