Nyt politikpapir på børn- og ungeområdet

Af Morten Carlsson, næstformand i DH

Et af DH's vigtigste budskaber i politikpapiret er, at børn og unge med handicap skal ses som de selvstændige individer, de er. De har behov for at blive hørt, at blive lyttet til og blive taget med på råd i beslutninger, ikke mindst beslutninger, der vedrører deres eget liv.

Den form for selvbestemmelse har børn og unge med handicap langt fra i dag. Børn og unge med handicap oplever, at de hverken bliver set, hørt eller forstået. Det ved vi fra de to projekter, hvor DH har sat fokus på børn og unge med handicap.

Politikpapiret bygger på erfaringerne fra disse projekter og skal hjælpe med til at gøre opmærksom på de særlig forhold, som børn og unge med handicap har, og sørge for, at de får ret til at blive hørt.

Det er DH's erfaring, at en af de rettigheder, der er særlig vigtig for børn og unge med handicap, er retten til at blive hørt. Børnekonventionens artikel 12 og FN's handicapkonventions artikel 7 og artikel 4, stk. 3, fastslår, at børn og unge har ret til at blive hørt i sager, der vedrører egne forhold, i det omfang de er modne til det.

Det vil sige, at børn med handicap skal høres i hjemmet, i skolen, i socialforvaltningen, i sundhedssektoren, i fritiden og ikke mindst skal de have indflydelse i de handicaporganisationer, der skal stille krav om forbedrede vilkår for børn med handicap i hverdagen.

De har en mening og vil gerne inddrages; men de har behov for andre vilkår for at kunne benytte den rettighed. Dette politikpapir kan forhåbentlig bidrage til at udvikle vilkår, som gør det muligt for børn og unge med handicap at blive hørt.

Hvis børn og unge ikke har mulighed for at dele deres ønsker, synspunkter og kompetencer, udfordres de ikke til at formulere egne holdninger. Hermed kan man risikere at skabe en systematisk tilvænning til, at andre beslutter for dem og i sidste ende opdrage børn og unge til en passiv voksentilværelse, hvor selvbilledet rækker til at forestille sig et liv på førtidspension.

Kommunerne har det fulde ansvar for indsatsen i forhold til børn og unge. Det er i den kommunale børnepolitik, at konventionerne skal omsættes til konkret indsats. Men som det ser ud i kommunerne i dag, er der for børn og unge med handicap i høj grad behov for, at der er sammenhæng mellem de almindelige og særlige tilbud.

Kommunerne er forpligtet til at udarbejde en sammenhængende børnepolitik, der skal gælde alle børn og unge i kommunen. Her bør handicaprådene involveres; de kan forhåbentlig finde inspiration i vores politikpapir. Formålet med at formulere en kommunal børnepolitik er at opstille retningslinjer for, hvordan der lokalt opnås sammenhæng mellem det generelle forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte. Som det ser ud i dag, er der ikke en tilstrækkelig sammenhæng mellem disse to.

For eksempel er der to lovgivninger på dagtilbudsområdet. Én lovgivning for almindelige dagtilbud og én for særlige dagtilbud. Denne opsplitning fremmer ikke en helhedsorienteret tænkning. Børn og unge med handicap i dagtilbud skal have den nødvendige støtte, hvad enten de benytter et almindeligt eller særligt dagtilbud.

Børn og unge med handicap skal modtage en helhedsorienteret hjælp, der understøtter dem bedst muligt i deres udvikling og selvstændiggørelse. De skal have mulighed for at opnå personlig assistance til både skolegang, fritidsliv, træning og behandling samt spontane aktiviteter i én og samme ordning. Samtidig er det vigtigt at slå fast, at børn og unge med handicap ikke skal bruge deres liv på at være sagsbehandlere. Myndigheden må påtage sig den fornødne koordinerende rolle.

Læs politikpapiret på DH's hjemmeside: www.handicap.dk/b&u-politik