Konventionen konkret

Af Stig Langvad, formand for DH

Handicapkonventionen er en realitet, som vi alle skal forholde os til og efterleve. Det gælder for staten, regionerne, kommunerne, virksomhederne og borgerne. Konventionen gælder, selvom den ikke er skrevet direkte ind i lovgivningen endnu.

Man kan populært sige, at handicapkonventionen er en facitliste for, hvordan man skal omsætte menneskerettighederne, så de får direkte betydning for personer med handicap. Nu ved andre, hvad de skal gøre, så de kan udligne det gab, der er imellem mennesker med og uden et handicap.

Men der er ikke tale om eksakt videnskab. Der er plads til fortolkning af de forskellige rettigheder, der fremgår af konventionen. Det vil tage lang tid før vi ved, hvad det reelt er, der skal til, for at det danske samfund bliver lige og uden barrierer for personer med handicap. Og det er ikke noget, der vil blive afklaret uden kamp og lange debatter.

En ting er helt sikkert: Konventionen kan desværre ikke bruges til at undgå konsekvenserne af den nuværende finansielle krise. Krisen betyder, at mange personer med handicap mister bevillinger på støtte, man hidtil har vurderet, de havde behov for. Personer med handicap er afhængige af beslutninger bestemt af et flertal i Folketinget, Regionsrådet eller kommunalbestyrelsen. Vi er og vil altid være en minoritet.

Men nyttesløs er konventionen ikke. Vi har fået understreget vore rettigheder og fået bedre mulighed for at kæmpe imod forringelser.

For at kunne opnå beskyttelse og positiv effekt gennem handicapkonventionen og dens bestemmelser, skal vi nødvendigvis være helt sikre på, hvem det er, der er omfattet af handicapkonventionen. Det er mennesker med et handicap. Men konventionen siger ikke helt præcist, hvem det så er.

Helt grundlæggende kan man sige, at der er tale om mennesker med en længerevarende fysisk, sensorisk, kognitiv eller psykisk funktionsnedsættelse, der støder imod samfundsskabte barrierer, når personerne ønsker at deltage i samfundslivet. Det er således den samfundsskabte barriere, der gør en person handicappet. Disse barrierer kan være fysiske, kommunikative eller holdningsmæssige.

De funktionsnedsættelser, der nævnes i konventionen er synlige og usynlige. De kan være historiske (f.eks. en velbehandlet sygdom), nutidige eller fremtidige (f.eks. når en person har fået diagnosen sclerose, men kun har begrænsede gener). Pårørende kan også være omfattet af konventionens beskyttelse, hvis de blive udsat for diskrimination pga. deres forpligtelser i forhold til f.eks. et barn med handicap. Det står ikke direkte i konventionen, men sådan er det allerede fortolket af jurister i en række domme.

Fremtidens kommunale handicappolitikker bør også tage udgangspunkt i handicapkonventionen, der klart definerer, hvilke samfundsområder, det er vigtigt at fokusere på, når man træffer beslutninger om byplanlægning, transportpolitik, offentlig service, boligpolitik, skolegang osv. Hvis man læser handicapkonventionen vil man blive godt vejledt om, hvor samfundet bør bevæge sig hen.

På nuværende tidspunkt kan vi ikke forvente, at kommunale politikere eller deres embedsfolk har fuldstændig styr på handicapkonventionen og dens begreber. Det har vi heller ikke selv.

Vi bliver fortsat nødt til at hjælpe med at fortolke konventionen, så de kan forstå, hvad det er, vi siger - forstå, at der er tale om et brud på konventionen. Vi bliver nødt til at fortælle, hvordan vi synes, at samfundet skal indrettes, så det lever op til vores behov. Vi er dem, der ved, hvordan det er at leve med et handicap.

Vi skal gøre os nogle erfaringer i at anvende konventionen inden for specifikke områder, således det bliver klart for modtagerne af vores budskaber, at der er tale om krænkelser af vores menneskerettigheder. F.eks. når forældre og børn med handicap fratages et frit valg, når det gælder skolegang for deres børn.

Selvom konventionen ikke er skrevet ind i f.eks. sociallovgivningen, så skal den kommunale sagsbehandler kende til konventionen, så de ikke kommer til at træffe en beslutning i modstrid med denne. Men det kan næppe anbefales nu og her at vedlægge handicapkonventionen til en evt. ansøgning eller klage vedrørende en kommunal afgørelse efter lov om social service. Det vil kun være i sjældne tilfælde, at det vil kunne bidrage med effekt. Og kun, hvor man kan henvise til det konkrete indhold i konventionen.

Handicapkonventionen skal løbende evalueres af en international komité under FN, som Danmark skal rapportere til. Første gang efter to år og siden hvert fjerde år. Handicaporganisationerne skal inddrages i denne proces, ligesom vi kan (og bør) give vores egen supplerende rapport til at belyse de områder, hvor regeringen kommer lidt let hen over beskrivelse af problemerne.

Konklusionen er, at vi har fået et stærkt redskab, som vi skal til at lære at bruge effektivt til at fremme og beskytte menneskerettigheder for personer med handicap. Det bliver en forvirrende proces pga. ny viden og erfaring, men det er den eneste vej frem.

Danske Handicaporganisationer har for at støtte denne proces uddannet en række konventionspiloter, der kan bidrage med inspiration, erfaring og forklaring. De kan rekvireres til lokale og regionale arrangementer ved henvendelse til DH.