Det er KL's oplevelse
Handlinger tilknyttet webside
SOCIALPOLITIK: I maj skrev DH til landets borgmestre for at høre, hvor langt de er kommet med indførelsen af den nye hjælperordning. En proces, vi tidligere her i nyhedsbrevet har kaldt ”En socialpolitisk gyser”. Disse borgmesterbreve resulterede kort efter i nedenstående brev-udveksling.
Af Jim Høyer, informationschef i DH
Brev fra Kommunernes Landsforening, den 19. maj 2010:
”Kære Stig Langvad,
KL er blevet orienteret om, at du har skrevet til den enkelte borgmester vedr. forhold om BPA-ordningen. I brevet kritiserer Danske Handicaporganisationer (DH) kommunernes implementering af den ny lovgivning om Borgerstyret Personlig Assistance (BPA).
I brevet beder DH også kommunen om at sende informationer til DH om kommunens implementering af reglerne vedr. BPA, herunder hvor langt kommunen er kommet, hvordan kommunen beregner og udmåler tilskud til BPA, og hvem i kommunen, der har været involveret i processen med udarbejdelse af retningslinjer for udmålingen.
Det er KL's oplevelse, at der har været mange problemer med regelsættet om BPA-ordningen, og at kommunerne - trods dette - er nået langt og er godt i gang med at implementere de nye regler.
KL har derfor også orienteret borgmestrene om dette, og tilkendegivet, at hvis der skal indhentes oplysninger om udbredelsen af ordningen, skal det ikke ske via DH. KL anbefaler derfor, at kommunen ikke sender oplysningerne til DH.
Jeg vil foreslå, at vi snarest tager et møde om denne og andre sager. Jeg kunne forestille mig et sådan møde efter sommerferien. Jeg har fået oplyst, at du ikke deltager i KL's Sociale Temamøde i næste uge, for her kunne også have været en lejlighed til at hilse på hinanden.
Hvis der er aktuelle forhold, som du eller andre i DH ønsker at drøfte med KL, så skal I altid være velkomne til at rette henvendelse til KL's sekretariat.”
Mange hilsner
Anny Winther,
Formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg
Svar fra Stig Langvad
”Hvidovre den 27. maj 2010. Kære Anny Winther,
Allerførst vil jeg gerne ønske dig tillykke med valget som formand for Social- og Sundhedsudvalget.
Tak for din henvendelse vedrørende BPA og vores anmodning til kommunerne om at orientere os om deres beslutningsgrundlag vedrørende BPA og status for implementeringen af lovgivningen fra 1. januar 2009.
Du har naturligvis ret, når du antyder, at vores henvendelse til kommunerne har udgangspunkt i, at vi har erfaret, at det ikke er alle 98 kommuner, der er nået lige langt i forhold til at efterleve lovgivningen i servicelovens § 95 og § 96 i ord og bogstav.
Vi hører desværre alt for ofte fra borgere med BPA, der ikke har fået orientering fra kommunen om retningslinjerne for bevilling af BPA, og heller ikke har fået lavet en ny beregning af deres bevilling ud fra den nye lovgivning. En lovgivning, der, som du ved, bl.a. skal give mulighed for sammenlignelige løn- og ansættelsesvilkår i forhold til andre indenfor sammenlignelige brancher, udmåling i forhold til fx personalemøder, oplæring og ekstra værelse til handicaphjælperne og mulighed for at kunne afgive arbejdsgiveransvaret til en pårørende, en virksomhed eller en forening.
At vi ikke er ene om at ”opleve” kommunernes tempo og konkrete løsninger for utilfredsstillende, har vi fået underbygget ved Socialministeriets hyrdebrev til landets kommuner af 2. marts 2010 og Socialministeriets brev af 18. maj 2010 til Odense kommune.
Vi finder det helt naturligt, at vi forsøger at undersøge problemets omfang og indhold, før vi reagerer i forhold til det kommunale tilsyn, Socialministeriet, Folketinget og evt. Folketingets Ombudsmand. Derfor har vi fundet det naturligt at henvende os direkte til kommunerne. Vi beklager, at vi ikke har orienteret KL forud for denne henvendelse.”
Afklaring nødvendig
”Vi tager henvendelsen fra KL til orientering og ser frem til at mødes med dig og forventer at få et fyldestgørende indblik vedrørende status for implementeringen af de nye regler vedrørende BPA.
Vi kan desværre ikke længere nøjes med en fornemmelse eller ”oplevelse”. De ca. 2.000 borgere med BPA har behov for - og krav på - en afklaring af deres forhold, så de kan gives de bedste muligheder for at fastholde og rekruttere den nødvendige arbejdskraft, og så de kan få adgang til BPA, hvis de fx har mistet deres tidligere ordning efter § 96. Det er nødvendigt for de kan få tilgodeset deres behov for støtte i forbindelse med deres livsførelse.
Skulle det være således, at KL endnu ikke har et overblik over BPA-implementeringen, ser vi umiddelbart ingen grund til at mødes omkring dette emne på nuværende tidspunkt.
Vi vil derimod gerne mødes med dig om mange andre emner vedrørende handicapområdet indenfor den portefølje, der dækkes af det udvalg, du er formand for.
Afsluttende bliver jeg dog nødt til at understrege, at DH og DH's medlemsorganisationer vil behandle henvendelser fra borgerne med BPA i landets 98 kommuner alvorligt og reagere, hvis vi finder, at der er anledning til dette. Vi kan ikke forestille os, at KL vil forsøge at hindre os i dette.
Vi ser frem til at blive kontaktet vedrørende et møde.
Mange hilsner
Stig Langvad, formand"
