Aftale med KL om brugerindflydelse
Handlinger tilknyttet webside
KOMMUNALREFORMEN: De regionale udviklingsråd skal ved udgangen af 2010 erstattes af nogle nye, mere uformelle dialogfora mellem kommunerne, forældreorganisationen Skole og Samfund samt DH. Kommuner og regioner skal forsat afgive årlige beretninger om udviklingen på social- og specialundervisningsområdet.
Af Stig Langvad, formand for DH
Som led i kommunalreformen nedsatte regeringen fem regionale udviklingsråd (RUR), hvor brugerrepræsentanter sammen med kommuner og regioner kunne overvåge og diskutere, hvordan det gik med de specialiserede ydelser på social- og specialundervisningsområderne efter amternes nedlæggelse. Samtidig blev kommuner og regioner forpligtet til at rapportere årligt om udviklingen.
Det var en rigtig god plan. Men den virkede ikke. Kommunerne var reelt ikke interesserede i udviklingsrådene. De ville hellere aftale mellemkommunalt samarbejde i deres egne ”Kommunekontaktråd” - helt uden om regionen. Og uden inddragelse af brugerorganisationerne.
Det har derfor ikke været let at være DH'er i disse råd. Men rådene fik faktisk både i år og sidste år samlet indberetninger fra kommunerne og regionerne - og man fik i udviklingsrådenes rapporter peget på kritiske forhold i den kommunale praksis.
Regionalt dialogforum
De Regionale Udviklingsråd ophører ifølge lovgivningen i 2010. Hvad skal der så ske? DH mener ikke, det giver mening at insistere på, at RUR skal fortsætte. Derfor har vi drøftet med Kommunernes Landsforening, om vi kunne danne et forum, hvor kommunekontaktrådene åbner sig for en drøftelse med brugerorganisationerne.
Det blev i juni til en aftale mellem Danske Handicaporganisationer, forældreforeningen Skole og Samfund samt KL. De tre parter er enige om, at disse råd ikke har fungeret optimalt, og at rådene derfor som planlagt bør ophøre i 2010. Men vi er også enige om, at dialog og åbenhed om udviklingen på regionale og tværkommunale områder er meget vigtig.
Med RUR'ernes ophør forpligter parterne sig derfor til at etablere og indgå aktivt i et Regionalt Dialogforum i tilknytning til hvert af de fem Kommunekontaktråd (KKR).
Arbejdsgrupper
Det enkelte Regionale Dialogforas nedsættelse aftales nærmere i foråret 2010 i samarbejde mellem de nyvalgte KKR, DH samt Skole og Samfund.
Det overlades til det enkelte Regionale Dialogforum selv at beslutte, hvordan dialogen om de tværkommunale forhold bedst kan tilrettelægges og udvikles. De skal bidrage til åbenhed og debat om de tilbud, som flere kommuner har interesse i, hvad enten disse drives af kommuner, region eller private. De skal drøfte de generelle forhold og udvikling på områderne og evt. bidrage med forslag til konkrete fokusområder og udvikling.
De regionale dialogfora skal fungere i sammenhæng med og som supplement til andre initiativer, f.eks. kommunale samarbejdsaftaler, sociale rammeaftaler og de kommunale redegørelser - som aftaleparterne altså forudsætter, at kommunerne fortsat skal forpligtes til at udarbejde hvert år.
Vi forestiller os, at man i hver region et par gange om året samler Kommunekontaktrådets formand og næstformand (det vil være to borgmestre), relevante kommunale fagpersoner, 2-3 repræsentanter fra DH og en repræsentant fra Skole og Samfund. De aftaler, hvilke emner, der er interesse for at belyse og have en dialog om. Denne dialog kan foregå på forskellig vis, f.eks. via arbejdsgrupper eller afholdelse af møder, seminarer eller lignende for en bredere kreds af interesserede, herunder brugerorganisationer.
De Regionale Dialogfora vil få sekretariatsmæssig bistand fra Kommunekontaktrådene, der hver har tilknyttet to konsulenter, betalt af KL.
-- -- -- --
Billedtekst:
Den 24. juni satte tre formænd deres underskrifter på aftalen om Regionale Dialogfora: Benedikte Ask Skotte fra Forældreorganisationen Skole og Samfund, Erik Fabrin fra Kommunernes Landsforening samt Stig Langvad fra DH. Foto: Mikael Rieck.
