Lokal samvirksomhed i 75 år

Af Jim Høyer, informationschef

I denne tredje artikel om De Samvirkende Invalideorganisationers og Danske Handicaporganisationers historie ser vi på det lokale arbejde, som gennem alle årene har været ønsket - men svært at organisere.

I 30'erne og 40'erne beskrev man det lokale arbejde således i vedtægterne: ”De Foreninger, der er Medlemmer af Samvirksomheden og som maatte være baserede paa lokale Afdelinger ud over Landet, skal søge gennem deres respektive Hovedledelse at faa de forskellige Organisationer bragt i Kontakt med hinanden, saaledes at man saa hurtigt, det lader sig gøre, kan faa etableret et for de lokale Afdelinger formaalstjenligt Samarbejde til gavn for Ideens Gennemførelse.”

Man vedtog desuden en ”mønstervedtægt” for det lokale samarbejde, hvoraf det fremgår, at ”samvirksomheden” skulle organiseres amtsvist. Ambitionerne var store: ”Dette Samvirke tænkes blandt andet løst ved, at man søger oprettet et fælles Kontor, hvor Invalider fra alle Grupper kan henvende sig om Bistand og Vejledning”.

Men der var da også andre mål for det lokale arbejde: ”I øvrigt søges Samfølelse og Samvær i Almindelighed fremmet ved fælles Sammenkomster, saavel af oplysende som af selskabelig Art.”

Hvorvidt man havde succes med amtslige rådgivningskontorer er svært at se i det materiale, vi har til rådighed. Et systematiseret DSI-arkiv findes ikke. Vi kan blot konstatere, at det lokale arbejde sjældent nævnes - og der er ingen omtale af amtslige rådgivningskontorer.

Fra artikler og referater fra 1941 kan vi se, at der efterhånden var ”lokale samvirker” i flere amter - og et netværk af tillidsfolk landet over. Formanden skriver, at DSI ”ved sine Tillidsmænd var repræsenteret i 48 byer”. Det var tale om tillidsfolk fra de fem medlemsorganisationer, men i mange byer kun én, der altså lokalt kunne repræsentere hele samvirket. Kun i de større byer og enkelte amter var der, så vidt vi kan se, tale om et egentlig samvirke, hvor medlemsorganisationerne var bredt repræsenteret.

I 1948 ændres vedtægterne. Man fastholder vedtagelsen af en ”Mønstervedtægt for lokalt Samvirke”, der nu indfører dannelsen af ”lokale kontaktudvalg”.

Et kontaktudvalg bestod af en repræsentant fra hver af de tilsluttede organisationer - som en afdelingsbestyrelse i dag. Kontaktudvalgene kunne hver sende en observatør til hovedbestyrelsesmøderne (det, der i dag kaldes repræsentantskabet). Udgifter til det lokale arbejde blev afholdt af de deltagende organisationer.

Desværre ved vi meget lidt om den daglige virksomhed i 30'ernes og 40'ernes lokale samvirker og 50'ernes og 60'ernes kontaktudvalg.

Obligatoriske amtsafdelinger erstatter de frivillige lokale kontaktudvalg i 1975. Amtsafdelingerne overtager opgaven med at finde kandidater til de forskellige poster i råd og nævn, hvor man fra myndighedernes side ønsker brugerrepræsentation. Og dem bliver der stadig flere af.

Der sidder DSI'ere i Amtsankenævnene, der oprettes i 1975. Det gør der også i de 15 regionale revaliderings- og pensionsnævn, der får yderligere kompetence i 1976. I 1980 oprettes de amtslige brugerråd på det sociale område, der fulgte særforsorgens udlægning til amter og kommuner. Siden fulgte mange andre råd og nævn samt bestyrelser i amtslige institutioner.

Ved at ændre på strukturen fik det stigende antal lokale repræsentanter et lokalt bagland at referere til. DH kunne aldrig have besat alle disse poster - og fået den indflydelse og indsigt, posterne førte med sig - hvis det ikke var for amtsafdelingernes lokale netværk.

Hver amtsafdeling kunne nedsætte lokalafdelinger med repræsentanter fra DH-organisationerne i en eller flere kommuner. Men de færreste kunne finde kræfter til det. I alt blev der oprettet 12-14 lokalafdelinger landet over - men heraf lå de fem i Århus amt.

Bendt O. Kristensen, der var formand for DSI-Århus, drillede ellers gerne sine kolleger, når de stønnede over at skulle ud at finde tillidsfolk til at besætte et nyt råd eller nævn. For i Århus amt var det folkene i lokalafdelingerne, der tog sig af dette.

Jo, man stønnede i amtsafdelingerne hver gang et nyt råd eller nævn så dagens lys, og der skulle findes tillidsfolk og suppleanter til opgaven. Det var ofte Tordenskjolds soldater, der påtog sig endnu en opgave. Så da man omkring kommunalreformen i 2005-06 begyndte at tale om at oprette kommunale afdelinger, var der en del, der tvivlede på projektet. Selvom antallet af kommuner faldt fra 273 til 98.

Men der var ingen vej uden om. Amterne blev nedlagt. Kommunerne fik ansvaret for handicappedes dagligdag. En anden årsag var oprettelsen af de kommunale handicapråd, hvortil DSI/DH skulle indstille lokale borgere. Det stod i loven. Dette kunne dårligt lade sig gøre uden at have en DH-afdeling i kommunen.

Amtsafdelingerne blev nedlagt - og de således nedlagte tillidsfolk gjorde en kæmpe indsats for at få de nye kommunale afdelinger op at stå. Der blev samlet repræsentanter nok til at man kunne etablere en bestyrelse i alle kommuner, bortset fra Læsø. Der blev udpeget DH'ere til handicapråd, lokale beskæftigelsesråd, klageråd vedr. hjemmehjælp, diverse skolebestyrelser og meget andet.

Lige nu er man ude for at finde friske kræfter til det lokale arbejde, da alle eksterne poster skal besættes på ny efter kommunalvalget i november. Hvordan det forløber, og hvilke udfordringer, der ellers findes i dagens lokale samvirke - det kan man følge løbende her i DH-Nyhedsbrev. Samvirket fortsætter og udvikler sig.