Fremtidens lokale arbejde

Inge Storgaard Bonfils har skrevet en Ph.d. afhandling om, hvordan mennesker med handicap blev politisk aktive i Danmark: ”Den Handicappolitiske Aktør”. Det er hendes detektivarbejde i diverse arkiver, der ligger til grund for omstående artikel. Inge beskæftiger sig i sin afhandling en del med det lokale arbejde. Hun mener, at afdelingerne har en udfordring i få kontakt til potentielle tillidsfolk, der i dag enten ikke aner, hvad DH er for en størrelse, eller bare vil noget andet end de traditionelle møder med ”dagsorden ifølge vedtægterne” og en rullepølsemad.

Ud fra sine studier af de frivillige handicapråd - der eksisterede inden rådene blev obligatoriske i 2006 - mener Inge at kunne se en opskrift på, hvordan man får livskraftige og aktive afdelinger: Den gode DH-afdeling er den, der kan samle borgere til lokale aktiviteter. Altså lidt hen mod de intentioner, som organisationens stiftende kræfter havde med ”det lokale samvirke” for 75 år siden:

- Hvordan bliver afdelingerne et interessant sted for mennesker med funktionsnedsættelser? Nutidens borgere er ikke interesseret i faste konstruktioner og mødeaktiviteter. De vil være med ad hoc, fra sag til sag. Med til noget, de selv synes, de får noget ud af. Mere projekt- og procesagtigt, siger Inge Storgaard Bonfils.

Inge Storgaard Bonfils mener, at lokalafdelingen DSI-Farum - nu DH-afdelingen Furesø - er et godt eksempel. Her etablerede man faktisk det rådgivningskontor, som stifterne talte om i 30'erne.

- Mennesker med funktionsnedsættelser, der måske aldrig har været medlem af en handicaporganisation, begyndte at komme der, fortæller Inge Storgaard Bonfils.

Men må en DH-afdeling det? Må man lave arrangementer for alle kommunens borgere, eller skal man holde sig til møder for de 10-20 medlemmer af den lokale bestyrelse?

- Man må finde en balance, siger DH's formand, Stig Langvad. Han fortsætter:

- Den enkelte organisation er nu engang den bedste til at lave arrangementer for sine egne medlemmer. Hvis man respekterer det, så må man i afdelingen bruge de muligheder, man har. Så længe man lokalt er enige om strategien, så kan man godt lave fælles arrangementer.

Tendensen synes at gå mod flere og flere afdelingsarrangementer med annonceret, offentlig adgang. Det giver omtale i den lokale presse og interesse fra lokale borgere med handicap. Men om det også i den enkelte afdeling resulterer i flere tilsluttede organisationer og flere tillidsfolk, det er for tidligt at sige.