Pris på handicap
Handlinger tilknyttet webside
JUBILÆUM: Erhvervslivets ridderkors gives i DH's jubilæumsår til virksomheder, der har gjort en særlig indsats i forhold til beskæftigelse af mennesker med handicap.
DH har i forbindelse med sit 75-års jubilæum bedt Det Nationale Netværk af Virksomhedsledere om at sætte pris på virksomheder, som gør noget særligt i forhold til at fastholde eller inkludere personer med handicap på virksomheden. Netværket har taget opfordringen til sig og vil uddele deres særpris til virksomheder med solide erfaringer i forhold til ansatte med handicap.
Netværksprisen 2009 bliver overrakt af H.K.H. Prins Joachim den 30. november på Nationalmuseet. Samtidig vil DH uddele en række supplerende priser med fokus på forskellige handicapgrupper.
- Jeg er meget tilfreds med, at Det Nationale Netværk har taget ideen til sig og har gjort handicap til et særligt fokusområde i uddelingen af det, der normalt betegnes som Erhvervslivets Ridderkors, siger Stig Langvad, der er formand for DH og medlem af den dommerkomité, der skal udvælge de kvalificerede virksomheder.
Grundlæggende er Netværksprisen rettet mod virksomheder, der arbejder på at styrke det rummelige arbejdsmarked via fokus på forebyggelse, fastholdelse og integration af medarbejdere. Der uddeles hvert år tre priser: Til virksomheder over 100 ansatte, til virksomheder under 100 ansatte samt Særprisen, som i år går til en virksomhed med resultater fra ansættelse af personer med handicap, specielt usynlige handicap.
Medlemmerne i DH's organisationer kan hjælpe til med at få så mange gode eksempler frem i lyset så muligt. På www.netvaerksprisen.dk kan man via et elektronisk postkort opfordre sin egen arbejdsplads - eller andre virksomheder, som gør et godt arbejde - til at søge prisen. Ansøgningsfristen er den 30. september 2009.
