Yes we can!

Handlinger tilknyttet webside
« Forrige side | | Næste side »   Side 8/27

LOKALT: Nu skal der mobiliseres igen. Det nye kommunale valgår begynder den 1. januar 2010. Det betyder, at de kommunale råd skal konstitueres for en ny fireårig periode.

Af Henrik Søndergaard, organisationskonsulent

For DH's vedkommende er vi via lovgivningen repræsenteret i handicaprådene, de lokale beskæftigelsesråd (LBR) og klagerådene. Herudover kan der være andre kommunale råd, udvalg og bestyrelser, som følger valgperioden, hvor DH også er repræsenteret (f.eks. oplysningsudvalg, frivillighedsråd m.m.).

Det er DH's afdelinger, som udpeger DH's medlemmer til de kommunale råd. For fire år siden var det en meget hektisk proces at finde og udpege medlemmerne, primært fordi alt var nyt både i DH-afdelingerne og i kommunerne. Denne gang har afdelingerne heldigvis haft bedre tid til at forberede processen, og har også et langt bedre kendskab til kommunerne - og til deres egne lokale medlemmer. Alt dette skulle gerne sikre, at udpegelsesprocessen denne gang forløber mere roligt.

DH har anbefalet, at afdelingerne allerede her i efteråret finder og udpeger det nødvendige antal medlemmer, så de er klar, når kommunerne beder om indstillinger.

Kandidatjagten er gået ind

Selv om DH-afdelingerne denne gang har bedre tid til at forberede sig, så er det stadig en kæmpe opgave at finde det nødvendige antal egnede kandidater til de kommunale råd. Proceduren er, at en DH-afdeling beder de til afdelingen tilsluttede organisationer (afdelingsbestyrelsen) om at indstille kandidater. Man kan ikke indstille sig selv som enkeltperson; man skal indstilles af sin organisation. (Den lokale kreds eller nærmeste lokal/regionale afdeling).

Herefter er det så DH-afdelingens forretningsudvalg, som foretager den endelige udpegning. Såfremt afdelingen har valgt ikke at have et forretningsudvalg, er det afdelingsbestyrelsen, som foretager udpegningen - efter en indstilling fra afdelingsformanden.

I år har vi som noget nyt den udfordring, at vi til alle poster i kommunale råd mv. skal indstille lige mange mænd og kvinder. Det er ligestillingsloven, der kræver det af os - men DH har nu også selv vedtaget en ligestillingspolitik, der lægger vægt på at få begge køn til at bidrage med deres respektive kompetencer.

Vi håber naturligvis, at medlemsorganisationerne også denne gang vil tage aktiv del i processen og indstille kandidater (af begge køn) til DH's afdelinger. Erfaringerne fra den første funktionsperiode er, at deltagelse i de kommunale råd er meget vigtig, og en særdeles god mulighed for at få indflydelse på kommunernes handicappolitiske arbejde.

Så kom og gør en forskel!

--- --- RAMME -- --

For at støtte DH's afdelinger i processen udsendte DH i foråret en ”køreplan” med praktiske oplysninger, tidsfrister, lovgivning, gode råd m.v. ”Køreplanen” kan findes på DH's hjemmeside www.handicap.dk.

Herudover har DH lavet en ny og opdateret version af pjecen ”Når du repræsenterer DH - en introduktion til DH'ere i råd, nævn, udvalg og bestyrelser”. Det er en rigtig god ide at studere den, hvis man ønsker at repræsentere DH i en eller anden sammenhæng. Pjecen er på vej ud til afdelingerne og kan også findes på hjemmesiden. Se efter fanebladet ”For tillidsfolk”.

--- -- ---

Søg