Share |
Forside | Dokumenter | DH-Nyhedsbrev | DH-Nyhedsbrev 4/08 (december) | Formandens kommentar: Bak op om EF-Domstolen

Formandens kommentar: Bak op om EF-Domstolen

Handlinger tilknyttet webside
« Forrige side | | Næste side »   Side 4/26

En del danske politikere og tænketankstænkere er blevet kraftigt irriterede over EF-Domstolen. De anklager domstolen for at være politisk og sætte de nationale parlamenters selvbestemmelse ud af kraft. Der er derfor røster, der synes, at EF-Domstolen skal stækkes betydeligt. Det vil ikke være til vores — Danske Handicaporganisationers — fordel.

EF-Domstolen er med til at sikre, at den europæiske lovgivning og dens intentioner bliver fulgt. EU-landene har f.eks. i fællesskab formuleret nogle klare intentioner om at forbedre mulighederne for og øge antallet af personer med handicap på arbejdsmarkedet. Domstolen mener derfor, at handlingerne hjemme i medlemslandene skal leve op til dette ædle formål.

Domstolen bryder en gang imellem ind i den nationale retstilstand. Det gælder f.eks., hvor det danske domstolssystem har en tradition for at tolke EU-regler på handicapområdet meget konservativt og indskrænkende — selvom formålet med reglerne var det modsatte. Det synes vi er en god kvalitet ved EF-Domstolen. Vi mener, at borgerne burde sikres en mulighed for at klage til EF-Domstolen, så de kan sikres de rettigheder, der er tiltænkt dem med de europæiske love.

Det er muligt at spørge EF-Domstolen om dens holdning til nogle principielle spørgsmål, hvis man løber ind i ”problemer” i de nationale domstole. Men det er ikke just udbredt herhjemme.

EF-Domstolen løfter sig ikke op på en piedestal, hvor den tror, den ved alt om alle mennesker. Den har erkendt, at når det gælder personer med handicap, er det nødvendigt at benytte høj faglig ekspertise til at nuancere problemstillingerne, så de bliver set i det rigtige lys. Der træffes ingen afgørende beslutninger, uden eksperter har været indkaldt til at rådgive domstolen. Det kunne de danske domstole lære noget af!

Det er vigtigt, at medlemslandene af det europæiske fællesskab fastholder støtten til EF-Domstolen. Det handler om retssikkerhed. Det er nødvendigt, at man lader sig ”kigge over skulderen”. Det er ikke alle medlemsstater, der kan være hundrede procent sikre på, at deres nationale lovgivning er tilstrækkelig og efterleves optimalt i forhold til alle de regler, der er besluttet i fællesskab i EU. Derfor er det godt at have en kvalificeret ”overdommer”.

Jeg mener, at EF-Domstolen er et nødvendigt, godt og vigtigt redskab til at sikre en efterlevelse af den europæiske lovgivning. Hvis der er noget galt, er det ikke EF-Domstolen, der har problemer, men derimod medlemsstaternes evne til at sikre en klar og præcis lovgivning, der kan efterleves.

Stig Langvad

Søg