Brugerstyret personlig hjælp

Brugerstyret personlig hjælp

SOCIALPOLITIK: Erfaringer fra Sverige og Norge skal bruges til at udvikle den danske ordning med personlig assistance.

Af Kirsten Plambech, konsulent i DSI

Institutionsbegrebet for voksne blev formelt afskaffet med serviceloven i 1998. Men det er ikke afskaffet i praksis. Ikke alle har i dag mulighed for at opnå individuel og fleksibel hjælp, der gør dem i stand til at leve det liv, de ønsker. De, der faktisk har en hjælpeordning, har behov for støtte til arbejdsgiverrollen og ændrede løn- og ansættelsesvilkår for handicaphjælperne. Det er overskrifterne på nogle af de problemstillinger, DSI ser.

Derfor hilser DSI det velkomment, at Socialministeriet nu sætter gang i et udviklingsarbejde om brugerstyret personlig hjælp. I både Sverige og Norge er der erfaringer at lære af. Erfaringer, som Socialministeriet har opsamlet i en ny rapport. Vi bringer her nogle af rapportens iagttagelser.

Arbejdsgiveransvaret

Mennesker med handicap skal i højere grad have mulighed for at bestemme over eget liv. Det er formålet med ordningerne, der tilbyder brugerstyret personlig assistance, både i Sverige og Norge. Når hjælpen er bevilget, er det den enkelte, der bestemmer, hvordan hjælpen skal gives og organiseres - og af hvem.

Der er i begge lande mulighed for at adskille arbejdsgiver- og arbejdslederrollen. Arbejdsgiveransvaret, med aftaler om løn- og ansættelsesvilkår, overholdelse af gældende lovgivning, lønudbetaling og -administration mv., kan varetages af brugerstyrede kooperativer, af private leverandører eller af den kommunale myndighed. Men arbejdslederrollen er altid placeret hos brugeren.

Udvælgelse af hjælpere, tilrettelæggelse og planlægning af arbejdsopgaverne, vagtskemaer m.v. varetages suverænt af brugeren. Eventuelt med støtte, afhængig af den enkeltes forudsætninger for at varetage disse opgaver.

Målgruppen

Hvem kan få personlig assistance? Mulighederne varierer i de nordiske lande. Men fælles for både Norge og Sverige er, at langt flere er omfattet af ordningerne end i Danmark. De skrappe danske krav om, at den enkelte selv skal kunne være arbejdsgiver og desuden have et højt aktivitetsniveau for at få en hjælpeordning, gælder hverken i Norge eller Sverige.

Mens der i Danmark således er 1.100 personer med en hjælpeordning (efter servicelovens § 96), er der i Sverige ca. 15.000 personer, der modtager brugerstyret personlig assistance, herunder personer med udviklingshæmning og kognitive funktionsnedsættelser.

For at støtte de personer, der kan have svært ved at varetage arbejdslederfunktionen fuldt ud, er der i både Norge og Sverige udviklet en "servicegarantist" ordning. Der udpeges en person, som kender brugerens ønsker og behov, og som har tæt kontakt med brugeren, til at varetage opgaven med f.eks. at fastlægge vagtskemaer, indkalde vikarer ved sygdom m.v. Funktionen kan varetages af assistenter, pårørende eller andre.

Interessant er det også, at det i Norge er muligt at få brugerstyret personlig hjælp samtidig med, at man f.eks. bor i et botilbud eller lignende. Det vil sige, man har mulighed for at gøre brug af sin egen personlige assistance og ikke altid er afhængig af at skulle deltage i aktiviteter kollektivt med resten af botilbuddet.

DSI mener, der er behov for at arbejde med nye modeller for brugerstyret personlig hjælp i Danmark, også for de personer, der bor i botilbud.

Kooperativer

Herhjemme er der etableret firmaer, der tilbyder formidling mellem brugere og hjælpere. I både Norge og Sverige er flere af disse udbydere brugerstyrede. De er organiseret som kooperativer eller foreninger, hvor man skal være medlem og kan øve indflydelse. Tankegangen kommer fra bevægelsen Independent Living, der fokuserer meget på retten til at have magt over eget liv.

Derudover har Sverige erfaringer med private udbydere og landsdækkende firmaer, som f.eks. ISS. Endelig er kommunerne i begge lande forpligtet til at yde brugerstyret personlig hjælp, hvis borgerne ønsker det.

DSI mener, der er behov for at arbejde med brugerstyrede modeller i Danmark, parallelt med andre udbydere.

Bedre løn- og ansættelsesvilkår

Der er mange interessante erfaringer fra Norge og Sverige, der kan tages med i et dansk udviklingsarbejde. Men i Danmark er det helt afgørende, at der for alvor bliver taget politisk fat om problemstillingen med dårlige løn- og ansættelsesvilkår til handicaphjælperne.

Udover det urimelige i, at hjælpeordningens brugere ikke kan tilbyde anstændige løn- og ansættelsesvilkår til deres ansatte, så vil skævheden betyde rekrutteringsproblemer. Man kan ikke i længden tiltrække kvalificeret arbejdskraft til løn- og ansættelsesvilkår, der er så meget dårligere end sammenlignelige stillinger. Slet ikke i en tid med mangel på arbejdskraft. En løsning er påkrævet nu.

DSI finder det også afgørende, at et kommende udviklingsarbejde ser på rådgivningen og vejledningen af den enkelte bruger, der er arbejdsgiver. Som arbejdsgiver skal forskellige juridiske spilleregler overholdes. I dag ydes denne rådgivning af de kommunale sagsbehandlere, men DSI mener ikke, at de har de nødvendige forudsætninger for at varetage denne opgave. Mange brugere løber derfor sur i arbejdet med at være arbejdsgiver. Det skal der gøres noget ved.

For at ruste os til det kommende udviklingsarbejde, har vi skrevet et notat, hvor vi gennemgår DSI's syn på problemstillingerne i den danske ordning. Notatet, der også indeholder links til Socialministeriets rapport, kan findes på hjemmesiden www.handicap.dk/socialpolitik